Fortsæt til indhold

Byrådsmedlem lægger ny lufthavn i graven

Jan Ravn Christensen (SF) mener, at det er på tide at droppe alle planer om en ny lufthavn

Samfund
Kim S. Andersen

"Med udmeldingen fra Skanderborgs borgmester om, at en ny lufthavn ikke kommer til at ligge ved Flensted, er fantasien om en ny lufthavn tæt ved Aarhus lagt i graven."
Så kontant er udmeldingen fra SF's medlem af Teknisk Udvalg i Aarhus Kommune, Jan Ravn Christensen, i en pressemeddelelse.
"Vi har allerede set eksperter udtale, at det er svært at forestille sig, at nogle vil være interesserede i at investere 2 milliarder kroner i en lufthavn. Ved Thomasminde bliver prisen sandsynligvis 3 milliarder kroner, og herudover er der væsentlige miljøforhold og støjforhold, der vil skulle tages i betragtning, " siger SF'eren og fortsætter:
"Jeg forudser, at et flertal nu sikkert vil forsøge at trumfe en videre undersøgelse af Thomasminde igennem, men med hvilket formål? Det vil blot være at kaste endnu flere penge ud af vinduet til konsulentydelser. Nu må vi stå sammen om at styrke den lufthavn vi nu engang har, og undgå at skabe yderligere usikkerhed. Der er brug for stabilitet og sikkerhed, hvis Lufthavnen i Tirstrup skal kunne vende udviklingen."