Fortsæt til indhold

Syddjurs med i ny bog om selvbyggere i fri dressur

Trætophuset ved Følle og fantasiens huse i Andelsforeningen Friland ved Feldballe med i spritny bog, UDEN ARKITEKTER, af forfatteren Peter Olesen

Samfund
Af Lars Norman Thomsen

28. maj 2015 udkommer Peter Olesens UDEN ARKITEKTER på Gyldendals forlag.
Det gennemillustrerede værk er en hyldest til landets mange kreative selvbyggere, der har skabt bygningsværker ud af deres egne drømme og behov.
Bogen kommer hele Danmark rundt.
Også Djursland er repræsenteret med billeder fra det særegne trætophus med snoet trappe på Kaløvig Center otte meter oppe i en prægtig bøg og fra fantasiprojekterne i Andelsforeningen Friland ved Feldballe.
Siden Peter Olesen for 30 år siden besøgte Nordyemen og blev betaget af bygninger og hele landsbyer, der "flød" ned af bjergsiderne, har han drømt om at samle danske udgaver af selvgroet arkitektur. I UDEN ARKITEKTER præsenterer han nu sin "samling".

Trætophuset

Trætophuset ved Kaløvig Center blev tegnet og bygget i 2011 af folk fra firmaet La Cabane Perchée i Provence.
Franskmændene har opført mere end 300 trætophuse over hele verden, og det er alt fra små, finurlige legehuse til hele hotelsuiter med alle moderne bekvemmeligheder. Uanset størrelse og budget er hvert enkelt hus kendetegnet ved smukt håndværk, fine materialer og en nænsom omgang med værtstræet.
Trætophuset danner rammen om et lille mødelokale for små grupper af mennesker, der kan huske barndommens huler i træerne, som gav grobund for at give fantasien frit løb og nye idéer og tanker.

Ham i murerskjorten

Ældre læsere vil kunne huske forfatteren til UDEN ARKITEKTER fra hans tid som oplæser og mangeårig studievært på TV-avisen i 70'erne og starten af 80'erne.
Det var dengang, at studieværten ikke skulle ligne en velpoleret og topstylet bankmand i løbetiden. Derfor blev Peter Olesen berømt, fordi hans tøjstil sædvanligvis var en murerskjorte og cowboybukser.
Murerskjorten blev et begreb, og den blev et politisk symbol. Datidens tv-anmeldere i de borgerlige blade gik planken helt ud og konkluderede over en kam, at manden måtte være venstreorienteret og videre, at TV-avisen var hjemsted for et kobbel 'Røde lejesvende'
Mange af journalisterne brugte rigtigt nok TV-avisen som springbræt til en karriere på Christiansborg - de fleste 'Røde lejesvende' sluttede sig til Danmarks Liberale Parti, Venstre, og viste sig at være blå.
Det var dengang, at kendis-effekten endnu var i sin vorden.
Peter Olesen? Han var hverken højre- eller venstreorienteret som udgangspunkt, men blot orienteret.