Fortsæt til indhold

Borgmestre kæmpede for et tredje spor

11 østjyske borgmestre deltog i Folkemødet på Bornholm for at sætte fokus på nødvendigheden af at udbygge motorvej E45 til 3 spor

Samfund
Af Lars Norman Thomsen

Der er akut behov for en udbygning af E45, og det koster hele landet, at trafikken sander til i Østjylland.
Det var budskabet fra 11 østjyske borgmestre i regi af organisationen Business Region Aarhus - med blandt andre Norddjurs borgmester Jan Petersen (S) og Syddjurs borgmester Claus Wistoft (V) i spidsen - til Folkemødet på Bornholm.
Områdets virksomheder eksporterer årligt for 81 mia. kroner og står for 20 procent af Danmarks industrieksport.
Området vil opleve en stor vækst i job, og i løbet af de næste 15 år vil de nuværende 860.000 indbyggere være blevet over 1 mio., siger prognoserne

Reality show

Sådan et budskab kan naturligvis ikke glide ned blot ved en formel orientering, så der blev både kørt E45-ræs - og grinet højlydt af mentalist Mikkel Gundersen, der gik rundt på pladsen i Allinge og lavede små tricks og derigennem en fortælling, som betød, at folk fik en E45 tatovering og fik uddelt siddepuder med budskabet "sæt en ende på debatten, 3 spor på E45".
Borgmester i Favrskov, Niels Borring, vandt E45 bilræset torsdag aften på Folkemødet - blot til orientering.