Ådalen kører 100 kilometer i timen derudaf
Lime-Skørrings fodboldstolthed er godt på vej mod Serie 3 efter 5-0 sejr i topopgøret mod Vorup FB
Cheftræner Jan Espensen og hans spillere i IF Ådalen er godt på vej til at realisere sæsonens målsætning om oprykning til Serie 3 for førsteholdets vedkommende.
Senest vandt holdet topopgøret mod Vorup FB på Lime Stadion med 5-0 (2-0).
Casper Thoudal og Lasse Sørensen scorede før pausen, mens det var topscorer Kasper Jensen, Casper Thoudal (igen-igen) og Jonas Vinther, der nettede efter pausen.
"Vi styrede kampen fra start til slut, og der var aldrig tvivl om sejren," siger Jan Espensen, der har en trænerfortid i Vorup FBs ungdomsafdeling, mens sønnen Mads Espensen spillede i klubben.
Topscorer Kasper Jensen, der har formået at score i begge ender af banen i de hidtil afviklede syv kampe - dog kun et mål i egen! - blev kåret til man-of-the-match.
Spillende trænerassistent og mastermind på banen, Kaare Brøgger Sørensen, måtte forlade banen efter første halvleg med en mulig forstrækning i låret.
Solidt forspring
Kristi Himmelfartsdag møder Ådalen hjemme på Lime Stadion Havndal/Udbyneder klokken 19. Opgøret dømmes af Jan Høgh Nielsen, Auning.
Opgøret markerer indledningen på anden runde af sæsonen, og Ådalen kan med en sejr lægge yderligere til den nuværende topplacering.
Holdet har et forspring på fem point ned til nummer to, FSI, der det eneste hold, som IF Ådalen har tabt til indtil nu.
"Det ser bestemt godt ud, og det kører også fortsat fint på træningsbanen, hvor vi er mange hver gang," siger Jan Espensen, som nu kan mønstre 50 seniorspillere på medlemslisten.
"Målet er oprykning til Serie 4 og tillige, at Serie 5 forbliver i rækken, mens Serie 6 skal holde fast i den nuværende topplacering," siger Jan Espensen, der om nogen har formået at få sparket gang i fodbolden på seniorplan i hjerteklubben.