Fortsæt til indhold

Kursskifte i Ugelbølle

Enhedslisten får nu alligevel en invitation til vælgermødet på Ugelbølle Friskole mandag 1. juni, der er arrangeret af Ugelbølle Landsbyråd

Samfund
Af Lars Norman Thomsen

Enhedslisten får alligvel plads i panelet til vælgermødet mandag 1. juni på Ugelbølle Friskole.
Det fremgår af en mail til Enhedslistens byrådsmedlem i Syddjurs, Jesper Yde Knudsen, som Lokalavisen er med på cc:, fra Aage Dam, sekretær i Ugelbølle Landsbyråd. Den er sendt fredag aften klokken 19:33.
Jesper Yde Knudsen havde direkte bedt om at få en god forklaring på, at Ugelbølle Landsbyråd gik uden om Enhedslisten, når alle andre politiske partier, der opstiller kandidater i Djurskredsen, var inviteret.
Samme spørgsmål stillede Lokalavisen til Aage Dam fredag eftermiddag, men da var han ikke til sinds at lukke Enhedslisten ind i varmen eller udtrykke forståelse for det udemokratiske i beslutningen om ikke at invitere et parti, der ifølge meningsmålingerne har gode chancer for at blive Danmarks fjerdestørste parti efter folketingsvalget.
Aagé Dam, der skal være ordstyrer på vælgermødet, talte i stedet om, at panelet allerede havde en god sammensætning og den nødvendige politiske ligevægt.
I mailen til Jesper Yde Knudsen skriver Aage Dam blandt andet:
"Super dejligt at se jeres interesse i vores vælgermøde. Vi vil derfor med glæde se jer deltage i panelet. Send mig navnet på jeres repræsentant, så offentliggør vi dette på via vores Facebookgruppe og via e-mail invitation til borger i Ugelbølle."

Sandsynligvis Ulf Harbo

Det bliver sandsynligvis Ulf Harbo, der vil repræsentere Enhedslisten i Ugelbølle.
Han har tidligere udtrykt undren over, at Enhedslisten ikke var repræsenteret i panelet og kaldt det decideret udemokratisk.
"Jeg finder det udemokratisk at udelukke nogle politiske partier, men har taget det til efterretning, for jeg har nok at tage mig til og skal nok få mine synspunkter frem i offentligheden alligevel," lød det fra Ulf Harbo til Lokalavisen torsdag.
Han regner i øvrigt med, at folketingsvalget først kommer efter sommerferien.
"Det har jeg ment siden januar, selv om mange andre mener noget andet," sagde Ulf Harbo til Lokalavisen.
Han kan nu forvente en invitation fra Ugelbølle Landsbyråd, hvis den ikke allerede er tilgået ham efter dagens kovending.

Zeidler uenig

Det er Det Radikale Venstres Carsten Bech, selv folketingskandidat i Djurskredsen og bosat i Ugebølle, som af Ugelbølle Landsbyråd fik til opgave at sammensætte det politiske panel uden politisk overvægt til en af siderne.
I første omgang fik hverken Enhedslisten, Kristendemokraterne eller Alternativet en invitation.
Da Per Zeidler (I) meldte fra, fordi han er i udlandet på den pågældende dato, gik hans invitation videre til Alternativet, hvor partiets kandidat på Djursland, Anders Stenumgaard Lind, takkede ja.
Dermed var der kun Enhedslisten og Kristendemokraterne tilbage på reservebænken, og da sidstnævnte ikke har en decideret kandidat i Djurskredsen, isolerede det Enhedslisten yderligere.
Liberal Alliances Per Zeidler ændrer sine rejseplaner, hvis statsministerens overvejelser i Pinsen resulterer i, at hun udskriver valg før sommerferien. Den kommende uge er sidste chance, og den er måske allerede forpasset, fordi et valg om tre uger så vil falde sammen med Folkemødet på Bornholm.
Per Zeidler siger til Lokalavisen om miseren med, at Enhedslisten ikke var inviteret:
"Helt ærligt, så er der også vælgermøder, hvor jeg ikke er inviteret uden, at jeg bliver tosset af den grund eller synes det er udemokratisk. Modsat deltager jeg i vælgermøder, hvor andre ikke er med, så jeg tror alt i alt, at tingene går lige op."