I al sin glans nu stråler solen
Kirkerne i Syddjurs markerer Helligåndens komme til den kristne menighed med mange udendørs gudstjenester i Pinsen
Pinsen er den kirkelige markering af Helligåndens komme 50 dage efter Jesu opstandelse.
Ordet pinse kommer af det græske ord pentekoste, som betyder den halvtredsindstyvende.
Sognepræst Carsten Tranberg-Krab, Hornslet, satte Pinsen ind i en moderne kontekst i Pinsemagasinet, som Syddjurs Provsti og Lokalavisen udgav i fællesskab i 2014:
"Helligånden er på spil, der hvor vi kaldes sammen, frem og op for at kigge ud mod hinanden og arbejde på vores medmenneskes vækst. Helligånden binder os sammen i ansvarlighed for vores medmennesker. Der er meget, vi kan gøre uden at sætte hverken samfundsøkonomi eller privatøkonomi over styr. Vi kan alle løfte hovedet fra bundlinjerne et øjeblik og kigge mod og møde vores medmenneske med den ansvarlighed, Helligånden kalder os sammen om. Tidsånden kalder os det, vi yder: 'forbrugere', 'lønmodtagere', 'vælgere', 'overførselsindkomstmodtagere'. Helligånden kalder os det, vi er: mennesker! Det, vi fejrer i pinsen er, at Guds Helligånd kalder os sammen, frem og op for at give Ånden krop og møde hinanden som det, vi er og ikke det, vi yder."
Ud i den fri luft
I Pinsen rykker flere sogne gudstjenesterne ud i den fri natur, der hvor alting grønnes og springer ud.
Tjek Gudstjenestelisten og se, hvor det sker (se faktaboks).