Fortsæt til indhold

Træner-skiftedag hos FC Djursland

FC Djursland holder fast i trænerstaben, men blander kortene

Samfund
Af Lars Norman Thomsen

Polske Krzysztof Popczynski fortsætter som cheftræner for FC Djurslands bedste hold efter sommerferien, selv om det nu hedder Jyllandsserien. Hvem, der skal assistere ham, er der ikke sat navn på endnu.
Den nuværende, Jesper Borup, skal nemlig være ny cheftræner for U19-truppen. Han tager over efter René Helmer Nielsen.
Emmanuel Ake, cheftræner for den nuværende U17-trup, og Jesper Nimb Sørensen, cheftræner for den nuværende U16-trup, bytter plads efter sommerferien, hvor Ib Pedersen, i en yngre udgave succesrig målmand i Stenvad Boldklub i klubbens gode år i Serie 1, fortsætter med at have ansvaret for træningen af samtlige målmænd i FC Djursland.

Borup sportslig ansvarlig

Jesper Borup, der har en fortid som eliteungdomsspiller i AaB - i Jesper Grønkjær-årgangen - og også har været inde omkrings AaBs bedste hold, får yderligere en opgave i FC Djursland.
Han fortsætter nemlig som sportslig ansvarlig.
"Overgangen fra ung til senior samt dialogen med moderklubberne er blevet endnu vigtigere end tidligere, og der er Jesper det helt rigtige valg. Jesper forsætter også som sportslig ansvarlig med ansvar for at sikre implementeringen af vores talentprogram fremadrettet." siger FC Djurslands direktør Ronni Didriksen.

Farvel til U15

FC Djursland siger farvel til sit U15-hold, som blev startet op i januar 2015, og det har altid været meningen. Det er der således intet overraskende i. U15-truppen vender tilbage i Grenaa IF-Aastrup/Hammelev-regi.
Træner for holdet her i foråret er Karl Juul, der også har en funktion som sportslig koordinator i FC Djursland. Den fortsætter han med efter sommerferien, hvor hans ansvarsområde bliver at lette overgangen for de unge spillere fra moderklubberne, der vil prøve sig selv af i FC Djursland.
Rene Helmer Nielsen, som har ansvaret for U19-truppen for indeværende, arbejder man også på fortsat at knytte til FC Djursland. Måske i en funktion som specialtræner, ifølge Ronni Didriksen.
Assistenttræner for U16 bliver Kasper Klemmensen, mens Morten Nimb Sørensen følger storebror Jesper op i 7-truppen.
FC Djursland arbejder også på at finde en assistenttræner til den kommende Jyllandsserietrup.
"Krzysztof Popczynski vil gerne fortsat have en assistent, der kan udfordre ham fagligt, og sådan en arbejder vi på at finde til ham," siger Ronni Didriksen.