Fortsæt til indhold

Her er folketingsmedlemmet med mindst fravær

Samfund
Arkiv

Der er stor forskel på folketingsmedlemmernes fraværsprocent.
Flemming Damgaard Larsen, valgt i Roskilde-kredsen for Venstre, er det folketingsmedlem med mindst fravær, når det kommer til afstemninger i Folketingssalen.
- Jeg er stolt og glad for min førsteplads, og det afspejler min passion for mit arbejde. Min arbejdsmoral er høj, og ofte arbejder jeg fra tidlig morgen til sen aften, men det er fordi, jeg ikke kan lade være, siger Flemming Damgaard Larsen.
Han og hans kolleger må dog ofte høre for, at politikerne ikke passer deres arbejde, fordi borgere ser på TV, at folketingssalen ikke er fuld. Men det er bestemt ikke tilfældet, understreger Flemming Damgaard Larsen.
- Jeg er overbevist om, at alle folkevalgte sætter en ære i deres arbejde. Men at stemme i folketingssalen er kun en del af vores job. Når vi ikke stemmer, er jeg og mine kolleger i gang med andre opgaver, for eksempel politiske møder, siger Flemming Damgaard Larsen (V).
Mange af de folkevalgte er medlemmer af forskellige udvalg i Folketinget, som de bruger lang tid på at holde sig opdateret på. Flemming Damgaard Larsen er medlem af 8 udvalg og udover det er han ø- og kirkeordfører.
- Når jeg ikke bruger tid på mit arbejde på Christiansborg, er jeg ude at møde borgerne. Jeg holder mange møder med de lokale i Roskilde, som jeg laver politik for, og så afholder jeg ofte rundvisninger på Christiansborg, siger Flemming Damgaard Larsen (V).
pm