Et hold cykelpiger tager turen til Skagen
Mette Nielsen fra Frisør Gro i Kolind er bidt af cykelløb og napper 300 km til Skagen med veninderne fra CK Djurs
Med et DM i cykling i Rønde sidst i juni er der fuld fokus på cykelsporten, og medlemmerne i den lokale cykelklub CK Djurs er i fuld gang med forberedelserne. Det store arrangement kommer til at kræve mange frivillige og det er en selvfølge, at medlemmerne i cykelklubben er med som hjælpere under afviklingen af løbene.
CK Djurs har haft en stor medlemsfremgang i de senere år og har både en licens-, en motions- og en ungdomsafdeling med i alt godt 160 medlemmer. Og kvinderne er kommet godt med, så der er et helt fællesskab omkring det at cykle som motion som kvinde.
“Vi er mange kvinder, som er blevet bidt af at cykle og vi vil gerne opfordre andre kvinder til at være med,” siger frisør Mette Nielsen fra Kolind, som er en af de nye kvindelige cykelryttere i CK Djurs.
Fra Thorsager til Skagen
Mens et stort kontingent af rytterne fra CK Djurs er på vej til den årlige træningstur i Harzen, har et hold på otte kvinder sat sig en anden opgave.
“Vi vil sammen cykle til Skagen og hjem igen på tre dage,” siger Mette Nielsen, som sammen med sine holdkammerater har trænet målrettet frem mod at kunne gennemføre uren til Skagen.
“Det kræver en seriøsitet i træningen og vi har gennem flere måneder forberedt os til turen. Senest har vi pinsen kørt 175 km for at være klar til at tage de lange strækninger,” siger Mette Nielsen om forberedelserne til turen.
Kvinderne starter grundlovsdag i Thorsager og cykler over Viborg til Fjerritslev til overnatning.
Har en følgevogn med
Derfor videre langs Vestkysten til Skagen inden turen den tredie dag går tilbage til Djursland langs Østkysten om søndagen.
“Vi har heldigvis en følgevogn med, hvor der er to kompetente hjælpere, så vi kan få den fornødne assistance, hvis vi kommer i problemer.”
Turen er væsentligst lagt på små veje, hvor der kun er lidt trafik.
“Vi vil gerne være flere på Skagensholdet, men det forudsætter, at man gennemfører sin træning, så vi kan være sikre på, at vi kan følges ad. Derfor er der også bestemte krav til den træningsmængde og det antal kilometer man skal præstere for at kunne være en del af holdet,” siger Mette Nielsen. De deltagende ryttere på Skagensturen er fra 23 år og op til 60 år. De fleste er i 40-50'erne.
To af rytterne har tidligere kørt fra Danmark til Frankrig.