Fortsæt til indhold

En busfuld kinesere på økologisk græs

Kvægbruget Karensminde ved Ring tog imod kinesiske forbrugere for at vise produktion af danske fødevarer

Samfund
Af Martin Schultz

?“Den friske luft, al den natur og jeres livsstil har gjort et meget stort indtryk på os.”
Det siger Shia Qian, 31-årig forbruger fra Shandong i Kina, da hun forleden var på besøg på den økologiske kvæggård Karensminde ved Ring.
Hun var med i en gruppe på 17 kinesiske forbrugere og distributører af modermælkserstatning, som var inviteret med på en uges tur rundt i Danmark af det kinesiske børnemadsfirma Engnine.
“Vi vil gerne vise vores forbrugere, hvordan fødevarerne bliver produceret i Danmark,” siger Richard Li, som er international business director i Hunan Engnice Dairy Co. og ofte er i Danmark med kinesiske grupper for at fremvise danske produktionsmetoder og fødevaresikkerhed.

Der var lidt af en kamp for de kinesiske gæster at komme i plasticdragterne. Foto: Martin Schultz

Kvalitet og sikkerhed

Kineserne har valgt modermælkserstatning fra Arla i skarp konkurrence med producenter fra Holland, Frankrig, Australien og New Zealand.
“Kineserne lægger vægt på kvalitet og fødevaresikkerhed. Det er et voksende marked og vi leverer i dag årligt 3.000 tons modermælkserstatning, produceret i Videbæk, til Kina,” siger salgschef Søren Jordan fra Arla.
De kinesiske gæster kom fra en anden kvæggård ved Brædstrup og måtte derfor iklæde sig overtræksdragter i plastic, før de kunne komme ind i stalden på Karensminde, hvor Hans Hjort var ved at kalde de 150 sortbrogede malkekøer hjem fra græs til malkning.

Sightseeing blandt sortbrogede og økologiske malkekøer. Foto: Martin Schultz

Vant til gæster

For Ingrid og Hans Hjort er det hverdag at tage imod udenlandske gæster på deres gård, som de har drevet økologisk siden 1996.
“Det er sjovt med gæster fra hele verden. Her kommer folk fra Amerika, Japan, Kina og Vietnam. Det er vigtigt at vise, at vores køer har det godt,” siger Ingrid Hjort, som midt i april havde mere end 7.000 overvejende danske gæster til Køernes Forårsfest. Desuden er Karensminde ved Ring besøgsgård og tager hver sommer imod mange gæster.
Bussen med de kinesiske gæster kom fra Herning og Brædstrup og fortsatte fra Ring til Odense og derfra videre til et par dage i København.

Ingrid Hjort og Karensminde er "excellent partner" med direktør Richard Li fra Hunan Engnine Diary Co. Foto: Martin Schultz
Ingrid Hjort og Richard Li sammen med den kinesiske tolk og guide Alice Mao (tv), som er danskgift og er akupunkturlæge i Odense. Foto: Martin Schultz
Så er de glade kinesiske gæster klar til at rejse videre fra Djursland mod Fyn. Foto: Martin Schultz