Fortsæt til indhold

KC-drenge scorede højt til idrætseksamen

En ungersvende-kvartet fra Kolind Centralskoles 9. A viste vejen for deres kammerater til afgangsprøven i idræt

Samfund
Af Lars Norman Thomsen

Sebastian Als Mortensen, Magnus Bisgaard Hansen, Mads Hinge Åkerlund og Kasper Rytter Sørensen var helt oppe "at cykle på den store klinge", da kvartetten fra 9. A på Kolind Centralskole forleden var til afgangsprøve i idræt.
12-taller til de tre første og et 10-tal til Kasper, der har døjet med en skade over en længere periode, var udbyttet, så hverken de unge herrer eller idrætslærer Martin Lund Rasmussen og kollega Anders Silkjær var til at vælte, da Lokalavisen kiggede forbi for at se kvartetten udfolde deres opvarmningsprogram på ny et par dage efter den veloverståede eksamen.
"Den ny folkeskolereform åbner mulighed for, at eleverne efter 9. klasse kan komme til afgangsprøve i idræt, som de kan det i fysik og engelsk," forklarer Martin Lund Rasmussen.
"Det var første gang, at vi prøvede det på KC (Kolind Centralskole, red.), så det var også en test for os, men det gik fint, og det gav os masser af erfaring, som skolen og idrætslærerne kan bruge fremover," tilføjer han.

Olsen-banden har ikke levet forgæves. Foto: Lars Norman Thomsen

Fin rød tråd

Selve afgangsprøven formede sig som en kombination af en praktisk prøve og en mundtlig fremlæggelse, hvor de fire unge skulle fortælle og reflektere over de øvelser, som de havde præsenteret for lærere og censor, og hvad øvelserne styrker ved kroppen og sundheden. Helt ligesom ved en fysikeksamen, hvor eleven laver forsøg og skal fortælle om disse.
De fire ungersvende præsenterede først et opvarmningsprogram og kombinerede det efterfølgende med løbe- og styrketræning og fortsatte over i boldbasis og boldspil med særlig fokus på relevante tekniske øvelser i håndbold og fodbold.
Den røde tråd var tydelig og til at få øje på.
Det var nemt at se, at alle fire har været engagerede i både individuel idræt og holdsport siden de helt unge år.
Opvarmningsprogrammet bare emmede af overskud og morskab samtidig med, at øvelsesvalgene var uhyre relevante. Der var progression i foretagendet.

Opvarmningsprogrammet bestod både af basale øvelser for muskler og led, men også af velvalgte dansetrin, der kaldte på smilet, og lidt mere halsbrækkende koordinationsøvelser. Foto: Lars Norman Thomsen

Ren Olsen-banden

Det hører til sjældenhederne, at drenge på 9. årgang kaster sig ud i dansetrin og rytmiske kombinationer uden at kny, men det præsterede kvartetten i takt til musikken. Det var som at se den folkekære trio i de gamle Olsen-bandefilm charmere og udfolde sig i dens stjernestunder.
Opvarmning skal også være sjovt, fordi det også har mental effekt på idrætsudøveren, som de fire ungersvende rigtigt påpegede i deres skriftlige disposition til deres eksamen.
Martin Lund Rasmussen kunne fortælle, at netop kvartettens opvarmningsprogram lagde censor næsten ned og skabte grundlaget for de fine topkarakterer ved det grønne bord.

Glimrende ordning

De fire unge herrers tid på KC er ved at rinde ud, men de er alle enige om, at det er et meningsfuldt fremskridt, at folkeskoleelever skal have karakterer i idræt fra 8. klasse, og til 9. klasses afgangsprøve kan blive testet i faget også.
"Det har været meget sjovt og motiverende, at vi har kunnet gå op som hold," siger Sebastian Als Mortensen, der efter sommerferien starter i 1. g på Grenaa Gymnasium. Magnus Bisgaard Hansen og Mads Hinge Åkerlund starter på HTX hos Viden Djurs. Kasper Rytter Sørensen runder også Viden Djurs, hans fremtidsmål er at blive mekaniker.