Skal denne skøre hundeejer tvangsindlægges?

Folk med hund ved, at en hund er et familiemedlem. Derfor er savnet stort, når hunden dør. Folk uden uden kan ikke rigtig forstå det.
Men Per Lau Jensen, der har skrevet bogen "Hundedage - bølleschæferen og pjoklederen" har skrevet følgende lille beretning på sin FB-side.:
"På min morgengåtur i dag står jeg ved hestefolden henne om hjørnet. Der dufter af græs og hestepærer. Her gik schæferen altid og snusede i det høje græs, mens jeg ventede. Jeg står og falder i staver, så jeg hører dem slet ikke.
Det er ægteparret Jönsson, som bestemt ikke har hund. De går med så lydløse sko. I ved, det er det ældre, hvidhårede ægtepar, der bor henne om hjørnet, nede for enden af vejen i det gule træhus. Han er pensioneret overlæge, vist psykiatri. Han plejer at hilse afmålt og sende mig en langt, undersøgende blik. Men han plejer også derefter at trække næsten umærkeligt på skulderen og gå videre. Formentlig kommer han i tanke om, at han som pensioneret ikke mere kan tvangsindlægge patienter.
"Hør, Jensen, hvor er deres store hund henne? Nu har min hustru og jeg set Dem gå tur alene et par gange på det seneste."
"Bølleschæferen er desværre død, hr. Jönsson. For et par uger siden."
"Nå da. Ja, den vej skal vi jo alle, også hundene. Bedrøver det Dem?"
"Selvfølgelig gør det det; han var jo et familiemedlem. Og han udgjorde halvdelen af husstanden."
"Men husk nu, det er jo bare en hund. De kan altid få en ny. Farvel, Jensen."
Og så er det, at der farer en djævel i mig. Jeg kigger mig skråt over venstre skulder, klapper mig to gange på hoften og siger:
"Kom så!"
Jönsson står meget længe og kigger efter mig."