Fortsæt til indhold

Det rabler hos de radikale

Samfund
Bjarne Andersen, Folketingskandidat SF Favrskov, Foldby

Nu er de radikales parlamentariske leder blev næsten rablende gal. I 10.000-vis af mennesker er faldet ud af dagpengesystemet; og flere kan nemt følge efter.
Der er selvfølgelig nu lidt lysere tider end for et par år siden, men der er stadig en meget lang vej, før arbejdsløshedsproblemet kan siges at være bare nogenlunde løst.
I den situation, vi stadig er i, skal der så drives klapjagt på de arbejdsløse: Morten Østergaard har i ramme alvor sagt, at rådighedsreglerne skal strammes! De arbejdsløse skal være meget mere fleksible og parate til at pendle over længere strækninger, end rigtig mange mennesker i dag gør.
“Vi skal matche de ledige jobs med de arbejdssøgende. Det vil ikke være nogen straf. Det vil være en belønning”.
Man kan med rimelighed spørge Morten Østergaard om, hvilken verden han lever i. Han har ikke meget fornemmelse for det liv, vi danskere lever. Havde han i sit liv prøvet at have et ganske almindeligt arbejde og ikke kun en professionel politiker-tilværelse, ville han uden videre have kunnet forstå, at man ikke kan jage mennesker rundt i manegen som umælende dyr.
Vi har alle krav på at kunne leve et anstændigt liv og ikke kun på at være arbejdsdyr. Mennesker har også ægtefæller og børn; og det er fuldstændig utilgiveligt at hævde det grundsynspunkt, at mennesker ikke har nogen form for umistelige rettigheder.
Ingen ægtefæller, intet hensyn til børn - bare afsted ‘kammerat'. Morten Østergaard mener åbenbart, at det er uden betydning, at menneskers arbejdsdag skal forlænges med rigtig mange timers transporttid. Det er en menneskeforagtende politik, de radikale hermed gør sig til advokat for at gennemføre!
SF kunne aldrig drømme om at medvirke til at virkeliggøre Morten Østergaards vilde og menneskeforagtende planer. Vi vil genskabe et solidarisk og menneskeværdigt dagpengesystem.