Fortsæt til indhold

DF vil lukke uddannelser på Djursland

Samfund
Af Kirstine Bille (SF) - folketingskandidat i Østjylland, opstillet i Djurskredsen:

"DF taler for en uddannelsespolitik, der lukker uddannelser på Djursland og isolerer Danmark og svækker erhvervslivet.
DF vil ifølge uddannelsesordfører Alex Ahrendtsen forringe grundlaget for alle uddannelser der foregår på engelsk (og andre sprog end dansk). Staten må ikke betale en krone til udenlandske elever på disse uddannelser.
Konsekvenser for den engelsksprogede IB-studentereksamen på Grenaa Gymnasium: Her er ca. 1/3 af eleverne udlændinge, ca. halvdelen er vore egne djurslandske unge, desuden danskere opvokset i udlandet. De udenlandske elever kommer både fra EU og resten af verden. Deres forældre betaler kost og logi og er grundlaget for en kostskole. Hvis de også skal betale undervisningen vælger de selvfølgelig skoler i andre lande.
Væk er ideen med en international uddannelse: at man uddanner sig sammen med unge fra andre lande. En anden idé: at danske unge kvalificeres til videreuddannelse i næsten alle verdens lande forsvinder også, hvis elevgrundlaget forsvinder.

Vi skal tænke uddannelse helt forfra. Politiken 27.5.2015
Alex Ahrendtsen. Undervisningsordfører for DF. I kronikken skriver han mest om universitetsuddannelser. Men hele kronikken er et markant tilbageskridt til den sorte skole.
Citater:
”Udlændinge der studerer i Danmark skal betale selv.”
”…..sørge for, at der kun gives statslige midler til uddannelser, der foregår på dansk”
”Kun dansksprogede uddannelser udløser midler, de såkaldte taxametre, mens engelsksprogede uddannelser (bortset fra sproguddannelser) må finansieres af de udenlandske studerende selv ved hjælp af gebyrer.”
”Den enkle løsning er at udenlandske statsborgere må betale hele gildet for at kunne studere på en engelsksproget uddannelse i Danmark.”

Min egen datter har taget hele sin uddannelse på engelsk. Godt nok ikke i Danmark, for da hun gerne ville starte sine studier, var hun under 24 og kunne ikke få sin kæreste, der ikke var EU-borger med ind i Danmark. De bosatte sig i Sverige, hvor de begge kunne studere gratis på en international linje.
Danmark har brug for unge veluddannede mennesker, der har et internationalt udsyn. Danmark er ikke en osteklokke, hvor vi har råd til at isolere os fra resten af verden.
Vi har brug for at samarbejde tværpolitisk om at få flere uddannelser til Djursland. Hvorfor vil DF kandidaterne (Per Dalgård og Kim Christiansen) fjerne de lokale uddannelser hvor man ikke taler dansk.
På Djursland er de fleste stolte af at vi har IT-uddannelser, filmuddannelser, engelsksproget studentereksamen (IB) og jordbrugsuddannelser der får mange unge til at flytte hertil. SF vil gerne have flere – DF vil have færre.
Valget handler om værdier. Skal vi lukke unge ude fra Djursland – eller invitere unge ind"