Fortsæt til indhold

En ordentlig 6-0 lammer til hårdtprøvede FC Djursland

Uden støttespillere som Morten Hjorth,Kristian Kaagh og Simon Sørensen var et ungt FC Djursland mandskab på hælene lørdag eftermiddag i Holstebro

Samfund
Af Lars Norman Thomsen

Det blev heller ikke den forgangne lørdag, at FC Djurslands Danmarksseriehold kunne skrive en succesoplevelse ind på kontoen.
Den lange tur over vestpå til Holstebro resulterede nemlig i en ørefigen på hele 6-0 (3-0), og det gjorde af gode grunde ondt på et hold, der endnu ikke har smagt sejrens sødme i foråret, hvad anfører Jeppe Juhl da også erkendte dagen derpå.
"Vi startede anden halvleg med at have et skud på stolpen, og kort efter øgede Holstebro så til 4-0. Herfra var det ren overlevelse, og man gik kun inde på banen og bad til, at dommeren snart ville fløjte af," indrømmer kaptajnen, der bar anførerbindet for et meget ungt hold, hvor støtter som Morten Hjorth (syg), Kristian Kagh og Simon Sørensen (begge karantæne) var fraværende.
"De unge gjorde det udmærket, men for unge mennesker er det bestemt ikke sjovt at komme med på et hold, der i forvejen ligger ned," lyder det nøgternt fra Jeppe Juhl.

Kunne ikke stå imod

FC Djursland spillede ellers en fornuftig første periode, men kunne bare ikke stå imod, når Holstebro kørte en række hurtige omstillinger.
"Vi kunne ikke stoppe dem, og det blev ikke bedre efter pausen, hvor vores målmand Jesper Bredahl reddede os fra at tabe langt større. Han stod en flot kamp, og uden ham havde vi tabt med 10-0," siger Jeppe Juhl, der selv spillede på den centrale midtbane sammen med Joachim Gotfred med Rasmus Møller foran på '10-er-positionen'.
FC Djursland længes efter sommerferie, men på lørdag er der en overvejende sandsynlighed for, at der tikker tre point ind på kontoen, når bundproppen Hobro gæster HSM Arena.
"Vi kan håbe, at forårets sejr kommer her. I sidste spillerunde mod suveræne Aarhus Fremad, der skal spille 2. division efter sommerferien, har vi nok ikke mange muligheder for at tage tre point med hjem," erkender Jeppe Juhl.

Casper Fiehn hjemme igen

På spillerfronten er der ikke afgørende nyt at berette om, fortæller Jeppe Juhl.
"Det skulle lige være, at Casper Fiehn er hjemme igen efter at have været i Norge. Han spillede for Aastrup/Hammelev i Serie 1 søndag, og jeg ved ikke lge, om vi når at få glæde af ham i de to sidste spilerunder," siger kaptajnen, som selv har hovedet fyldt med tanker om både fodboldfremtid og jobmæssig ditto.
"Der er ikke noget nyt at fortælle, men jeg må vente og se på, hvad det ender med i FC Djursland i forhold til truppen. En sæson i Jyllandsserien, hvor vi igen vil få det svært og må køre på pumperne, vil selvfølgelig få mig til at tænke mig om," siger Jeppe Juhl.