Gå dog mere til biddet
"Valgkampen har allerede budt på mange vælgermøder og flere kommer til i de nærmeste dage, men det gammeldags vælgermøde er død og borte.
Der skal andet og mere til at lokke vælgerne af huse end et alenlangt bord med en række kandidater og en tidtager og ordstyrer i midten, der forsøger at fordele sol og vind lige.
Senest kom det til udtryk på søndagens vælgermøde i Ryomgård, hvor kun et par håndfulde af de fremmødte på stolepladserne var almindelige borgere og ikke partisoldater med mødepligt.
Debatten var da pæn og nydelig, men den flyttede ikke en meter, og ingen af kandidaterne blev for alvor udfordret på deres synspunkter.
Socialdemokratiets Leif Lahn Jensen meddelte ved mødestart, at han skulle gå halvanden time før de afsluttende replikker. Et klart signal om, at han og hans rådgivere havde andre planer, der kunne fremme markedsføringen bedre af den socialdemokratiske gruppeformand end et vælgermøde i Ryomgård. Her var der ingen stemmer at hente. Det er der derimod at få air play i den bedste sendetid med en gentagelse af budskabet om, at Aarhus Lufthavn ligger, hvor den ligger.
Vælgermødet afslørede endnu en gang, at alle kan blive enige om, at de udskældte DJØF’ere er noget fanden har skabt, men hvorfor er det så lige, at to garvede MF’ere som Leif Lahn Jensen og Anne-Mette Winther Christiansen hopper med på vognen og i deres indbyrdes diskussioner forsøger at overgå hinanden i talberegninger, som hverken de selv eller vælgerne forstår en hujende fis af.
Det er tydeligt, at de to MF’ere kører et parløb. Det blev illustreret med stor tydelighed i Anne-Mette Winther Christiansens afsluttende replik, at hvis man ikke ville stemme på hende, så stem på et folketingsmedlem. Dansk Folkepartis Kim Christiansen sagde det mere direkte ved et tidligere vælgermøde i Ugelbølle, hvor han direkte opfordrede til at stemme på enten Lahn Jensen eller Christiansen, hvis man ikke ville stemme på ham, fordi det var til fordel for Djursland. Det er uforståeligt, at de øvrige i panelet ikke gik til biddet og tog fat i netop dette tema.
Er det i pagt med kernen i de demokratiske spilleregler, at man anbefaler at stemme på en kandidat, man er lodret uenig med?
Og så brug da de resterende vælgermøder til at sætte temaer som netop Aarhus Lufthavn, infrastruktur og Djurslands fremtid på dagsordenen. Kast pænheden og stopuret over bord og gør debatten levende."