Fortsæt til indhold

Hvad kan vi gøre for vores børn?

Samfund
Trine og Allan Frengler. Fuglevænget 31, Herskind. Lene og Poul Fox, Ladingvej 23, Herskind.

Snart er der valg - folketingsvalg. Der siges rigtig meget, om rigtig mange ting. Der siges meget om ingen ting. Vi mangler bud på, hvad vi kan gøre for alle de børn og deres familier, som ikke trives i den danske folkeskole. En trivsel som bestemt ikke er øget, tværtimod, efter indførelsen af skolereformen.
Har dit barn brug for ekstra opmærksomhed og tryghed, eller har dit barn brug for at bruge kroppen for at lærer bedst og mest, så kommer de til kort i folkeskolen.

Vi har som forældre ret og pligt til, at vurdere om vores børn er i trivsel, om vores børn lærer nok, og om der er alternativer der er bedre.

For vores børn, har vi fundet et bedre alternativ. Friskolen for Børn, som starter i Markusminde efter ferien. En skole hvor udeliv, projektundervisning, innovation, sund kost og ikke mindst trivsel for børnene og deres familier er i højsædet.

Dejligt med et alternativ som vi positivt og aktivt vælger til, men brand ærgerligt med en folkeskole, som vi så desværre vælger fra, fordi den ikke er så rummelig, inkluderende og innovativ som vi havde håbet.