Fortsæt til indhold

En flygtningepolitik der er Danmark værdig

Samfund
Lasse Eriksen folketingskandidat SF-Hedensted, Rolighedsvej 7, 1958 Frederiksberg

Flygtningestrømmene i verden kan ikke ændres af en dansk statsminister uanset partifarve. Derfor handler flygtningedebatten ikke om, hvordan vi stopper flygtningestrømmen, bestående af mennesker som flygter fra krig, skræk og rædsler. Men om hvordan vi afhjælper problemet. Her har vi i Danmark kun én reel mulighed for at udøve indflydelse på disse begivenheder, og det er gennem ulandsbistanden og hjælp i nærområderne. Derfor skal vi ikke spare på dette område, eller fjerne penge fra flygtningenes nærområde for at bruge dem i Danmark. Vi skal derimod være vores ansvar voksent og hjælpe der hvor nøden er størst.
Vi kan i Danmark ikke melde os ud af det internationale samfund, og gemme os bag ligusterhækken. Vi har som et af verdens rigeste samfund, et ansvar i forhold til menneskerne omkring os. Folk der flygter fra tøndebomber og terror, kan vi ikke bare lukke øjnene for.
Hvis vi nogensinde i Danmark igen vil forsøge at holde os selv op som eksempler på demokrati og frihed, så skal vi også tage ansvaret. De flygtningestrømme vi oplever i forbindelse med det arabiske forår, er jo konsekvensen af folk der kæmper for frihed og demokrati. Det er nemt at have holdninger og principper når der ikke er noget på spil, men hvis man ikke også tager ansvaret når konsekvenserne rammer, så er holdninger og principper ikke noget værd.
Derfor vil vi i SF sikre en anstændig behandling af de mennesker som kommer hertil som flygtninge. Det betyder bl.a. at vi ikke skal lade børn være uden deres forældre, som tilfældet er i øjeblikket. Børn skal straks kunne få deres familie til Danmark, og ikke skulle vente i et år, hvis de ikke er individuelt forfulgt, men i stedet flygter fra en borgerkrig som i Syrien. Det er ikke i orden at lade børn vente over et år med at blive forenet med deres far eller mor. Det er ikke Danmark værdigt!