"De eneste to" mødes i Nørager Forsamlingshus søndag
Norddjurs borgmester Jan Petersen (S) er ordstyrer, når Leif Lahn Jensen og Anne-Mette Winther Christiansen mødes til duel i den driftige landsby
Nørager Beboerforening, Socialdemokratiet og Venstre har gjort det til at kær tradition at invitere til vælgermøde den sidste søndag før valgdatoen.
Selv om nostalgi ikke er, hvad det har været, så holdes traditionen i hævd.
Søndag formiddag klokken 9.30 vanker der kaffe, rundstykker og tilbehør, før de lokale folketingsmedlemmer, Leif Lahn Jensen (S) og Anne-Mette Winther Christiansen (V), går på scenen for at fortælle, hvorfor de mener, at de fortsat skal kunne skrive MF på visitkortet efter torsdag 18. juni.
Leif Lahn Jensen og Anne-Mette Winther Christiansen har i denne valgkamp aldrig været så tæt.
De har gjort en dyd ud af hver især at understrege, at de er uenige om en lang række politiske fikspunkter, men når det gælder Djurslands ve og vel, ser de ens på tingene og kæmper sammen.
"Stem på Leif, hvis du ikke stemmer på mig," har budskabet lydt fra Anne-Mette Winther Christiansen.
"Stem på Anne-Mette, hvis du ikke stemmer på mig," har det tilsvarende lydt fra Leif Lahn Jensen.
Det tredje lokale folketingsmedlem, Kim Christiansen (DF), har stemt i på samme måde.
Netop de tre har dannet en trojka under valgkampen, som et modstykke til den firebande, som Kirstine Bille (SF), Per Zeidler (I) sammen med "Aarhuspolitikerne" Gert Bjerregaard (V) og Kim Qvist annoncerede føre valget.
Norddjurs borgmester Jan Petersen (S) er ordstyrer, når Leif Lahn Jensen og Anne-Mette Winther Christiansen krydser klinger i Nørager Forsamlingshus.