Fortsæt til indhold

Ren Messi-aktion sikrede Grenaa IF et point

Sune Sørensen driblede sig igennem en halvbanelængde og sikrede Grenaa IF 1-1 på udenbane mod Hasle B i Serie 1

Samfund
Af Martin Schultz

Det var to hold fra midterfeltet i Serie 1, som mødtes, da Grenaa IF søndag eftermiddag sikrede sig et udebanepoint ved at spille 1-1 mod Halse B.
De to hold ligger lunt i tabellen med pæn afstand til bundholdene TMV 830 og Åstrup/Hammelev og uden mulighed for at blande sig i topstriden, hvor Vatanspor er en sikker oprykker med Nørager B på en lige så sikker 2. plads.
”Der kan blive tale om at holdet på 3. sidstepladsen kan komme i problemer, men vi forventer at ordne paragrafferne i de sidste kampe mod Åstrup/Hammelev og Lyseng,” siger Grenaa IF's cheftræner Brian Engelund, som set over hele kampen synes det uafgjorte 1-1 mod Halse B var et fair resultat efter en lige kamp.

En halv time i undertal

I en målløs 1. halvleg havde Grenaa IF godt fat i spillet og skabte gode chancer.
”Hasle B er et typisk omstillingshold, og når vi mister bolden til dem, få får hjemmeholdet chancer. Men når vi har vores organisation på plads, har vi ingen problemer med at afvise dem,” siger Brian Engelund.
Udfordringen kom især i 2. halvleg, hvor Grenaa IF med tre gule kort kom til at spille godt en halv time i undertal.
I sidste minut i halvleg kom det første gule kort, og Jens Bachmann måtte ud i 10 minutter.
Grenaa IF overlevede udvisningen, men kort efter at holdet var blevet fuldtalligt, blev forsvaret i det 55. minut overspillet i højre side og et indlæg landede hos en umarkeret Hasle-spiller i feltet, som kunne bringe hjemmeholdet foran 1-0.

Et klassemål gav udligning

Grenaa IF fik udlignet i det 65. minut, da Sune Sørensen modtog bolden godt 10 meter ind på egen banehalvdel og på bedste Messi-vis satte en imponerende soloaktion i gang.
”Sune Sørensen satte speed på og tog hele turen ved at afdrible 4-5 Haslespillere. Han nåede helt ind i feltet og knaldede til bolden, som i den modsatte side ramte stolpen og gik i mål. Det var et klassemål,” siger Brian Engelund.
Grenaa IF overlevede endnu to udvisninger i den lige kamp og kan blandt andet takke målmand Michael Bengtson, som stod en god kamp og med mange gode redninger var med til at holde hjemmeholdet stangen.
Lørdag kl. 15.00 spiller Grenaa IF lokalopgør med Åstrup/Hammelev på Åstrup Stadion.