Kan ny Ellemann trække Venstre frem i Østjylland?
Jakob Ellemann-Jensen skal løfte en tung arv efter Lykke Friis
Lykke Friis var den helt store stemmesluger for Venstre i Østjyllands Storkreds ved det seneste Folketingsvalg i 2011, men nu er hun væk, men dog et godt bud på en ny udenrigsminister, hvis Venstre får nøglerne tilbage til Statsministeriet.
Med 30.910 personlige stemmer blev den forhenværende Klimaminister kun overgået af Socialdemokratiets Nicolai Wammen, som 33.119 vælgere krydsede personligt ved.
På ny storfavorit
Wammens sidste fire år på Christiansborg har forlenet ham med yderligere politisk autoritet.
Den nuværende forsvarsminister er storfavorit til at toppe listen over personlige stemmer i Østjylland også ved det kommende Folketingsvalg.
Spørgsmålet er så, hvad Venstres nye spidskandidat, Jakob Ellemann-Jensen, kan byde ind med.
Tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann Jensens søn er fortsat et ubeskrevet blad politisk set med den brede vælgerbefolknings øjne, men efternavnet kan han ikke løbe fra.
Faderen leverede varen i mange år i Østjylland i tæt kapløb med Socialdemokratiets Svend Auken.
Mens de to stod øverst på deres respektive partiers lister, kunne de øvrige navne lidt længere nede på S- og V-listen godt læne sig tilbage i stolen, fordi Aukens og Ellemann-Jensens stemmetal var så frygtindgydende store, at de alene trak et kobbel partikammerater med ind på Christiansborg.
"Jakob Ellemann-Jensen er en af de dygtigste politikere på Christiansborg set fra et sagligt synspunkt. Der sidder et godt hoved på ham, og han kan sit stof," lyder skudsmålet fra partifællen, MF Anne-Mette Winther Christiansen, der også er opstillet i Østjylland.
Hun vil ikke veje ham op mod stemmesluger Lykke Friis, men Anne-Mette Winther Christiansen og de øvrige V-kandidater i Østjylland kan ikke sige sig fri for at tænke, at de denne gang selv skal ud at skaffe stemmer nok for at være sikre på at blive valgt.
Jakob Ellemann-Jensen skal først til at bevise sig. Lykke Friis havde allerede gjort det, da hun tog rollen på sig som V-trækplastret i Østjylland. Det bliver op ad bakke.
Hvad med Khader?
Et andet nyt navn på stemmesedlen i Østjylland er Det Konservative Folkepartis genkomne Naser Khader, som det hårdtprøvede parti med de stolte traditioner i dansk politik satser hårdt på kan være murbrækkeren i Østjylland til Christiansborg efter afgåede Tom Behnke.
Khader, med den omtumlede politiske karriere, har været væk fra Christiansborg i nogle sæsoner. Nu skal til at genopbygge sig selv som politiker. Spørgsmålet er, om Khader når at komme i sync med den politiske virkelighed og vælgerne i en tre uger tætpakket valgkamp. Kan han redde den hjem ved udelukkende at snakke integration tre uger i træk, som han har gjort det, siden han lancerede sit comeback til landspolitik?