Fortsæt til indhold

Påvirket bilist på vej i voldgraven i stjålen bil

Narkotikapåvirket bilist havde tyvekoster i bilen efter uheld ved Clausholm Slot

Samfund
Af Martin Schultz

En 28-årig mand fremstilles tirsdag i Retten i Randers efter noget af udflugt i en stjålen bil sent mandag aften.
Den narkotikapåvirkede mand kørte mandag aften kl. 22.56 ad Clausholmvej mod Randers.
Ud for 29,9 km-mærket mistede han ifølge politiets oplysninger herredømmet over bilen og kørte over i modsatte kørebane og videre ud i rabatten, hvor han ramte et betonrør.
Herefter fortsatte bilen i rabatten langs med voldgraven til Clausholm Slot, hvor den efter ca. 50 meter endte med venstre hjulpar i voldgraven.
Samtlige airbags i bilen blev udløst ved uheldet.

Sporhund spolerede flugten

En anden bilist ankom kort efter til stedet og anmeldte uheldet til politiet.
Ved politiets ankomst forsøgte føreren af bilen at stikke af.
”Det var dog med betinget succes, for han blev fundet efter 400 meters sporsøgning med en tjenestehund,” fortæller politiassistent Marianne Morgen, Østjyllands Politi.
Den flygtende mand blev anholdt, fordi han dels var påvirket af narkotika, dels var frakendt førerretten.
Desuden havde han stjålet bilen, og sidst men ikke mindst, blev han fundet i besiddelse af effekter, der var stjålet i forbindelse med indbrud flere steder.
Ifølge politiet blev bilen stjålet med nøglerne i Fårup lørdag kl. ca. 18.30.