Fortsæt til indhold

Elever får nu bevis på deres kompetencer

Djurslandsskolen i Ørum kan som den første specialskole i landet udlevere OCN-beviser til sine afgangselever

Samfund
Af Martin Schultz

?”Fremtiden er klar. Så kom ud og slås med den. I fællesskabets mangfoldighed er der plads til os alle.”
Det sagde Norddjurs borgmester Jan Petersen (S), da han forrige fredag var med til at dimittere 15 elever fra 9. og 10. klasse på Djurslandsskolen i Ørum.
Efter ofte mange års skolegang på specialskolen skal eleverne, som alle har forskellige fysiske og psykiske handicaps, videre på deres vej ud i voksenlivet.
”Det særlige ved denne dag er, at vi som den første specialskole i landet kan give vores afgangselever et såkaldt OCN-bevis med,” fortæller skoleleder Jesper Juel Pedersen fra Djurslandsskolen.
”I år har de fleste af vores afgangselever i vores udskoling på Damgården opnået OCN-point og har dermed fået lagt en grund til deres videre uddannelse i ungdoms- og voksenlivet.”

Borgmester Jan Petersen talte til eleverne til dimissionen. "Der skal være plads til os alle i fællesskabet. Selv en borgmester," sagde Jan Petersen og fortalte, at han under et besøg på et bosted præsenterede sig som kommunens borgmester. "Dig har vi ikke været heldige med," lød det bramfri svar ... Foto: Martin Schultz

Uformelle kompetencer

OCN betyder Open College Network og er et uddannelsesprogram, som kan vurdere og sætte point på elevens uformelle kompetencer. Det er udviklet i England, men forsøges udbredt i Danmark inden for voksenuddannelserne, og det har især vundet udbredelse på handicapområdet.
”Det er et slags parallelt uddannelsessystem for de svageste, hvor vi får synliggjort de uformelle kompetencer, vores elever har. Målet er at få udbygget programmet så meget, at det kan korrespondere med det øvrige formelle uddannelsessystem,” siger Jesper Juel Pedersen.
På den måde vil også Djurslandsskolens elever fremover kunne få adgang til passende uddannelser og få et springbræt til udvikling og kvalificering.

Borgmester Jan Petersen overrakte eleverne deres afgangsbevis. Foto: Niels Bertram

Beherske sit eget liv

Efter afskeden med Djurslandsskolen spredes eleverne nu rundt på andre specialskoler, efterskoler, Skovly ved Termestrup, til Produktionsskolen Djursland i Ryomgård, eller til andre STU-uddannelser (særlig tilrettelagte uddannelser).
”Nu skal I finde ud af, hvad I vil som voksne mennesker. Og drømmene er vigtige, for drømme er en slags krudt og giver energi,” sagde skoleleder Jesper Juel Pedersen til sine afgangselever.
Borgmester Jan Petersen var stolt på både elevernes, forældrenes og personalets vegne.
”Det drejer sig om at finde kræfterne og udviklingspotentialet, så de unge kan gøre sig gældende og blive en del af det store fællesskab. De skal få magt over deres eget liv og drømme,” siger Jan Petersen.
Med til dimissionen hørte en fællessang, Kim Larsen klassikeren ”De smukke unge mennesker”, uddeling af afgangsbeviser og OCN-beviser ved Jesper Juel Pedersen og Jan Petersen - og endelig og ventet: pølser, brød og sodavand inden der blev ringet ud til sommerferie.

Skoleleder Jesper Juel Pedersen (tv) gav alle elever et ord med på vejen inden de fik overrakt afgangsbeviset af borgmester Jan Petersen. Foto: Martin Schultz