Stem lokalt, stem på Daniel Toft Jacobsen
Ved det seneste folketingsvalg i 2011 fik Daniel Toft Jacobsen et fint valg, men desværre ikke stemmer nok til at komme i folketinget. Den 18. juni er der igen folketingsvalg i Danmark, og Daniel har i den mellemliggende periode benyttet tiden til at blive et særdeles kendt ansigt i Hedensted Kommune.
Det skyldes ikke mindst hans valg til byrådet, hvor han bl.a. er en særdeles engageret næstformand i Udvalget for Social Omsorg. Familiepolitikken samt omsorg for de svageste grupper i vores samfund, står Daniels hjerte meget nær.
Derfor er det også vigtigt at vi får folk af Daniels støbning valgt ind i folketinget. Jeg har lært Daniel at kende som et meget ordentligt menneske der brænder for politik, og derfor håber jeg at vælgerne i Hedensted Kommune vil stemme lokalt, og meget gerne på Daniel Toft Jacobsen, når krydset skal sættes. Det gør jeg i hvert fald.