Fortsæt til indhold

"Der er blevet skudt for meget på hinanden"

Samfund
Martin Warming

Gustav Juul, der er formand for Venstres byrådsgruppe i Furesø Kommune, er ikke helt tilfreds med valgkampens forløb.
Han mener, at politikerne har brugt for meget tid på at skyde på hinanden.
"Man kan vel sige, at den her valgkamp har været præget af at politikerne har skudt på hinanden, og vælgerne har skudt på politikerne, og medierne har dækket processen frem for indholdet. Og det er selvfølgelig ærgerligt, at man ikke har haft mere fokus på, hvordan Danmark skal se ud om 5, 10, 15 og 20 år", siger Gustav Juul, da Furesø Avis møder ham i Hareskov Hallen, hvor han er valgtilforordnet, torsdag eftermiddag
Men det er vel så også en kritik, der gælder din egen 'chef', Lars Løkke Rasmussen?
"Alle politikere har selvfølgelig et ansvar for, hvordan valgkampen har kørt, og jeg havde gerne set, at vi havde brugt mere tid på at diskutere, hvordan skal danmark se ud i fremtiden i stedet for de mange personelige angreb", siger Gustav Juul.
Tidligere på dagen talte Furesø Avis med førstegangsvælgeren Julius Löb fra Farum, der mener, at valgkampen har været meget amerikaniseret. Og den betragtning er Gustav Juul helt enig i.
"Det minder mere og mere en præsidentvalgkamp. Og det er ikke godt for demokratiet. Der er mange andre partier i Folketinget, og det har været meget centreret om de to statsministerkandidater - altså Lars Løkke Rasmussen og Helle Thorning-Schmidt - og det havde været bedre og mere rimeligt for demokratiet at få de andre partier mere med i debatten", lyder det fra den lokale V-politiker.
Han glæder sig dog over, at det samtidig ser ud til, at der kommer en høj valgdeltagelse denne gang.
"Det er jo lidt tankevækkende, at på trods af, at der har været meget kritik af politikerne fra vælgerne - altså en form for politikerlede - så ser det alligevel ud til, at valgdeltagelsen denne gang bliver højere end ved sidste folketingsvalg. Det er jo egentlig lidt mærkeligt, at man siger, at man er så træt af politikerne, men samtidig så stiger valgdeltagelsen i forhold til for fire år siden", siger Gustav Juul, ikke umiddelbart har en forklaring på det fænomen.

Gustav Juul er valgtilforordnet i Hareskov Hallen, hvor han også skal sætte sit eget kryds. Foto: Martin Warming