God signalværdi for Norddjurs
Sekretær i Dansk Byggeri Djursland og kommunalbestyrelsesmedlem i Norddjurs mener, at der politisk skal trykkes på de knapper, der kan hjælpe erhvervslivet
Dansk Byggeri har netop lanceret sin analyse af de danske kommuners erhvervsvenlighed. Her blev Norddjurs Kommune i år placeret som nummer to. Harald Grønlund, sekretær i Dansk Byggeri Djursland og medlem af kommunalbestyrelsen i Norddjurs, er i begge de to egenskaber glad for Norddjurs' placering.
“Placeringen har en signalværdi, der er god i en proces med at brande kommunen. Nu må vi håbe på en lige så god tendens fra Dansk Industris måling, der kommer til efteråret”, siger han.
Plads til forbedringer
Borgmester Jan Petersen udtalte oven på målingen, at der stadig er ting, der kan gøres bedre. Det er Harald Grønlund enig med ham i, og peger blandt andet på kædeansvar.
“Som erhvervsmand kan jeg sige, at vi bestemt ikke er glade for kædeansvar. Hvis vi kan sørge for en opblødning, vil det give bonus.”
Kædeansvar er et krav om, at virksomhederne skal dokumentere for overenskomstlignende forhold og arbejdsmiljø bagud i alle led for deres danske leverandører. Også korte sagsbehandlingstider er essentielt, mener Harald Grønlund. De er igen blevet længere, efter at have været bedre i en periode.
“Det at der ikke er stopklodser i forhold til ventetid har første prioritet i forhold til alt andet. Gratis byggesagsbehandling er godt, men hvis ikke man kan få det igennem systemet, er det jo lige meget, hvor billigt det er.”
Flere knapper at trykke på
Harald Grønlund mener, at det burde være utrolig nemt at blive nummer 1 i Dansk Byggeris måling.
“Det er en flot placering, men der kunne godt findes nogle andre godbidder, der kunne hæve placeringen. Vi skal bruge dette værktøj til at gøre det bedre, og vi kan forholdsvis hurtigt trykke på knapper som erhvervsaffald, sagsbehandlingstider og andet, vi kan overkomme politisk. Det er vigtigt at have fokus på ting, vi relativt nemt kan ændre."