Kloakreparation giver trafikgener ved Dynkarken
Camilla Olesen
En uforudset kloakreparation gør, at der kommer trafikgener ved Dynkarken.
Det er en skade på kloaksystemet, der gør, at der er kommet et hul i vejen på Dynkarken, og det skal laves. Arbejdet begynder torsdag klokken 18.
Det betyder, at bilister fra Europaplads med kurs mod Dynkarken og politigården skal fortsætte ligeud via den normale venstresvingsbane, mens arbejdet står på.
Arbejdet begynder efter myldretidstrafikken for at mindske de trafikale gener, men der vil muligvis være forlænget rejsetid ved Dynkarken og i det omkringliggende område torsdag aften.
Mens arbejdet står på, vil et skilt gøre bilister opmærksomme på, at det er tilladt at bruge venstresvingsbanen til at fortsætte ligeud, oplyser Aarhus Kommune i en pressemeddelelse.