Fortsæt til indhold

Seneste nyt i sagen om livsfarligt overfald på 67-årig mand

Samfund
Jeppe Rafn

Sydøstjyllands Politi har netop udsendt en pressemeddelelse med de seneste oplysninger i sagen om natten overfald i Horsens, hvor en mand på 67 år var i livsfare efter at være blevet stukket i ryggen.
Politiet skriver:
Sagen har været under efterforskning siden de tidlige morgentimer og indtil nu tegner der sig et hændelsesforløb, hvor den 67-årige mand blev opsøgt af en ukendt mandsperson på 1. salen i sit eget hjem på Nørrebrogade 34 i Horsens klokken cirka 03.18. Under sin flugt fra gerningsmanden blev han stukket to gange i ryggen med en ukendt genstand.
Gerningsmanden beskrives som en mand, udenlandsk af udseende, 175 centimeter, almindelig af bygning, iført blå bukser og en trøje, der var mørkere. Bar en djævlemaske.
Den 67-årige overfaldne mand var ikke i stand til at forstå, hvad gerningsmanden sagde under hændelsen.
Den overfaldne mand flygtede ned i kælderen i huset til en bekendt, som efterfølgende kørte ham på skadestuen. Herfra indgik anmeldelsen til politiet klokken 04.01. I forbindelse med anmeldelsen blev det oplyst, at den 6- årige mand var i livsfare, men hans tilstand er nu stabil, og han er uden for livsfare.
Gerningsmanden flygtede ud af hoveddøren til Nørrebrogade 34 i Horsens i tidsrummet omkring klokken cirka 03.20 - 03.30.
Sydøstjyllands Politi efterforsker sagen og gerningsstedet er undersøgt med politiets teknikere, ligesom den forurettede mand og flere vidner er blevet afhørt.
Undersøgelserne og afhøringerne i sagen har ikke givet nogen klar indikation af motiv og heller ikke konkrete bud på en gerningsmand. Sagen efterforskes som et forsøg på hjemmerøveri og Sydøstjyllands Politi er meget interesseret at høre fra vidner, som har set eller bemærket noget omkring Nørrebrogade 34, 8700 Horsens i gerningstidsrummet.
Ring venligst 114, hvis du har oplysninger.