Fortsæt til indhold

Gode, gamle lege på Himmelbjerget

Sidste års succes - Store Legedag - gentages med Byens Leg i spidsen. Husk lige oldefar!

Samfund
Erling Baastrup

Spil Randers-kegler som Jeppe på Bjerget eller tag den store stylteprøve. Historiske spil og lege er i fokus, når det landsdækkende projekt Byens Leg kommer til Himmelbjerget tirsdag 14. juli i forbindelse med VisitSkanderborgs sommerprogram Himmelhop.

Legebil med indhold

I en pressemeddelelse hedder det:
Byens Leg får os alle sammen til at genopdage legen som en fælles aktivitet for hele familien, så både børn, forældre, bedsteforældre og oldeforældre inviteres til at lege med. Byens Leg kommer med legebilen fuld af alverdens spil og redskaber, og med fælles hjælp fyldes Himmelbjerget med lege fra dengang oldemor var dreng.
Byens Leg udgøres af Gerlev Legepark/Idrætshøjskole. Projektet er støttet af Nordea-fonden, og målet er gennem leg at skabe glæde og bevægelse. Aktiviteterne tilpasses deltagernes alder og niveau, så alle fra 3 år og opefter kan lege med. Lege og spil er åbent fra kl. 14, og det er gratis at deltage i det hele.

Så til hest

Ud over Himmelhop-tirsdagene er der masser af andre aktiviteter for børn på Himmelbjerget i sommerens løb. Mandag 13. juli - dagen før Store Legedag - kan man f.eks. komme til hest, når Vengedalen inviterer børnene på trækketure på smukke islandske heste (pris 25 kr.), og onsdag 15. juli kan man teste sin balanceevne med slackline-udfordringer. Fredag 17. juli er der sørøverrundfart med Himmelbjergbådene.
For de voksne er der ”sang under åben himmel” hver torsdag i juli kl. 19-20 under kyndig og munter ledelse af ”kapelmester” Max Hvarregaard.

Til Himmelbjerget ad søvejen

Skal turen til Himmelbjerget starte med en ekstra smuk oplevelse, kan man ankomme til Himmelhop ad søvejen. Hop på turistbådene i Ry eller Silkeborg og sejl til foden af Himmelbjerget. Bestig bjerget til fods og nyd udsigten undervejs. På toppen venter tårnet, iskioskerne, souvenirboderne, Hotel Himmelbjerget og naturligvis dagens underholdning. Efter dagens underholdning er slut, og nedturen til rutebådene er klaret, kan man puste ud på Hotel Julsø og nyde en kop kaffe eller en is i parasollens skygge.
Himmelhop arrangeres af VisitSkanderborg med støtte fra Kultursamvirket Skanderborg og er sponseret af Hjejleselskabet – Hotel Julsø – Hotel Himmelbjerget – Ugleboden – Ørneboden – Svanehuset – Himmelbjergtårnet – Birkhede Camping – Knudhule Badehotel – Skyttehuset Camping – XL BYG Ry - Kvickly Ry.