Fortsæt til indhold

Spænd så ballerne

Samfund
Erling Baastrup

Der er risiko for både bøde og frakendelse af kørekortet, hvis ikke halm- eller wrapballerne er spændt tilstrækkeligt sikkert fast. Så kære landmand: tænk derfor over sikkerheden, når du læsser halmvognen.

En travl tid

Høstsæsonen nærmer sig, og her sker det, at der i den hektiske tid køres med et læs halm- eller wrapballer rundt uden fastspænding med stropper. Det kan hurtigt komme til at koste både kørekort og bøde, hvis stropperne er glemt i farten.
En landmand blev for nylig kendt skyldig i overtrædelse af færdselsloven, da han transporterede wrapballer hjem til gården, uden de var fastspændte. Dommen lød på bødestraf og betinget frakendelse af kørekortet. Turen var kort og på lige vej, men ikke desto mindre kom politiet forbi og vinkede ham ind til siden. Her konstaterede de, at ingen af ballerne der stod i to lag var fastspændt.

Tænk på sikkerheden

En ting er, hvad det kan koste i kroner og øre. Langt værre er det, hvis det koster skade på mennesker. Når tunge baller bliver transporteret på vejen, er der risiko for de falder af, hvis ikke de er spændt fast. Rammer ballerne en bil, en cyklist eller en fodgænger, kan det have katastrofale følger.

Gode råd er ikke dyre

  • Spænd alle baller fast med stropper
  • Ved transport at rundballer er det en god ide med et lille rækværk for og bag.
  • Hav stropperne i en kasse på vognen – derved er de altid ved hånden.
  • Halmvognen er bedst, hvis ladet hælder mod midten.
  • Sørg for at have lys og blinklys i orden.
  • Indstil spejlene, så fører kan se hele læsset.
  • Husk en advarselstrekant bag på vognen.

Det fortæller LMO i Søften i en pressemeddelelse