Syv sjove køretøjer står klar til at tage folk på opdagelse
Mulighed for alle til at leje en Segway på Molskroen Strandhotel
Man kan andet end at spise lækker mad på Molskroen og Molskroen Strandhotel.
En helt ny aktivitetsmulighed er således en tur på en Segway, som er det spøjse elektriske køretøj på to hjul, som man står på og styrer med et styr på en stang.
Hotelchef Lars Lindvig Hansen fra Molskroen har netop anskaffet syv Segway køretøjer til brug for både gæsterne på de to hoteller eller til andre, som er interesserede i at trille en tur ud i Egil Fischers Ferieby, på cykelstien langs vandet eller en anden tur efter eget ønske.
”Vi ville have noget nyt og spændende som en aktivitet for vores gæster eller andre, som kan indgå i vores vifte af kvalitetstilbud,” siger Lars Lindvig Hansen om Segway aktiviteten.
Får kort instruktion
En Segway er et elektrisk køretøj på to hjul, som føreren styrer ved hjælp af et styr på en aksel. Man kan køre fremad og bakke og farten styrer men med sine kropsbevægelser. Balancen er nem at holde på køretøjet, som har en indbygget balancemekanisme, så man ikke kan vælte på køretøjet. Alle over 16 år må køre en Segway.
”Lejer man en Segway, får man en kort instruktion i brugen af den. På 5-10 minutter men køreklar,” siger Lars Lindvig Hansen. Med lejen af køretøjet følger en autoriseret hjelm og en trafikvest.
En Segway kan køre op til 20 om og har en rækkevidde på 20-30 km på et opladet batteri.
I trafikmæssig forstand er en Segway at regne for en cykel og man må derfor færdes på cykelstier.
”Man kan således køre på stier og cykelstier i området. Men vores køretøjer er terrængående og mere erfarne Segway kørere kan godt begive sig ud i lidt mere udfordrende terræn,” siger Lars Lindvig Hansen.
Et underholdende køretøj
Det er meget underholdende at transportere sig på en Segway og ved henvendelse til Molskroen kan både enkeltpersoner og grupper leje maskinerne på timerbasis.
”Ønsker man for eksempel en tur på stierne i Egil Fischers Ferieby, kan man få en guide med på turen,” fortæller Lars Lindvig Hansen.
Den kendte turguide og motionsinstruktør Ole Frederiksen, som i forvejen har ugentlige vandreture fra Molskroen Strandhotel, står klar med både køreinstruktion og gode historier om lokalområdet, hvad enten Segway turen går til Egil Fischers Ferieby, langs stranden eller op i Mols Bjerge.
”Det er et sjovt køretøj. Ingen kan være sur og så køre på sådan en,” siger Ole Frederiksen.