Fortsæt til indhold

Lokal supermodel bliver landskendt

Samfund
Arkiv

Esbjerg har fået sin helt egen supermodel – nemlig dværghamsteren, Shy, der blandt flere tusinde kandidater, er blevet udråbt som vinder af Maxi Zoo’s landsdækkende fotokonkurrence på Facebook. Den lille charmetrold vil året ud kunne ses posere på Maxi Zoo’s Limited Edition 2015 shoppingbag, der fås over hele landet.
Gennem foråret sendte flere tusinde håbefulde kæledyrsejere billeder ind af deres kæledyr til Maxi Zoo’s store fotokonkurrence, Maxi Zoo Stars. Her skulle der findes 15 supermodeller til kædens limited edition shoppingbag for 2015. En af dem, der slap gennem nåleøjet og charmerede sig til en flot plads på posen, var det syriske dværghamster Shy fra Esbjerg V.

Selskabelig supermodel

Ifølge Shys stolte ejer er hun en selskabelig og legesyg lille dame, der elsker opmærksomhed.
"Shy elsker selskab. Så snart døren til værelset bliver åbnet, står hun ivrigt oppe ved ruden i sit bur – klar til at komme ud og lege. Derfor er det heller ikke let at få hende ind igen," fortæller Lenette Kamp Holm om den 1 år gamle dværghamster, der også er vild med solsikkekerner og elsker at grave i sit sandbed – når hun altså ikke leger uden for sit bur.
Pletskuddet af den smukke og lille supermodel kan ses på Maxi Zoo’s limited edition shoppingbag, hvor Shy sammen med 14 andre skønne kæledægger, giver den fra sin bedste side. Fra slutningen af august kan posen fås i Maxi Zoo Esbjerg, hvor personalet naturligvis er pavestolte over deres lokale superstjerne.