Nu er arbejdet med megakunstværk gået i gang: Vil kunne ses på lang afstand
Et maleri på 1.000 kvadratmeter skal minde alle forbipasserende om vigtigheden af bæredygtighed.
Søndag formiddag gik arbejdet med et gigantisk kunstværk på havnen i Aarhus i gang i forbindelse med The Ocean Race, der i disse dage trækker titusindvis af gæster til.
Der er tale om et maleri på intet mindre end 1.000 kvadratmeter, som kommer til at pryde facaden på Balticagade 8 på Pier 2, oplyser kommunen i en pressemeddelelse.
Over den næste halvanden uges tid vil aarhusianerne kunne følge kunstværkets tilblivelse, hvis budskab kommer til at handle om klima og bæredygtighed.
»Udover, at det er sjovt, at Aarhus får et nyt megakunstværk, er temaet enormt vigtigt. Maleriet vil minde os om, hvor vigtigt det er at huske bæredygtighed. Kunst og kultur kan noget helt særligt. Kunst taler til vores hjerter på en anden måde end tal, og det enorme maleri vil være en påmindelse til os alle om at leve mere klimavenligt og bæredygtigt,« siger rådmand for Kultur og Borgerservice, Rabih Azad-Ahmad (RV).
Bygningens egen facade er ikkevelegnede til at male på, så derfor er den store industribygnings facade blevet beklædt med et træskelet og et enormt lærred.
»Jeg glæder mig meget til værket. Det bliver et vigtigt statement for Aarhus og vores fælles indsats for verdensmål og bæredygtighed. I Crossfit går vi op i den naturlige sundhed og vil gerne bidrage til at få mange flere med på den grønne omstilling,« siger Søren Anker, der ejer bygningen.
Det kolossale vægmaleri tager udgangspunkt i aarhusianernes egne klimaholdninger og adfærd.
Det bliver udført af den hollandske kunstnerduo Telmo Pieper og Miel Krutzmann, som har skabt værker i hele verden.
Gæsterne ved The Ocean Race, der løber frem til 8. juni, kan også sætte deres præg på den grønne omstilling. Ved Klimapunktet, på havnefronten bag Dokk1, er der opstillet et pop-up fotostudie. Her kan man tage sit foto og afgive et klimaløfte, der skrives på fotoet. De forskellige fotos og klimaløfter vil derefter indgå i en kæmpe billedmosaik.
Når værket er færdigt den 15. juni, vil man kunne se det enorme motiv på lang afstand.