“Undskyld, jeg løj for jer sidst”

Det går i det store hele godt. I hvert fald bedre end dengang vi sidst mødte Patric Paw Wärgården. Men misbrug er ikke noget, man bare lægger bag sig og gemmer væk, erkender forfatteren. Han netop har udgivet Tabernes Konge - en selvbiografisk roman om livet i heroinens greb med flashbacks til barndommen, som ifølge forfatteren selv støbte fundamentet for hans destruktive livsstil.
Patrick sætter sig til rette på sin futon i det lille soveværelse. På væggene hænger opdelte sektioner af håndskrevne noter. På den ene væg er det citater, han synes om, på den anden er det hjemmeskrevne sangtekster og lyrik. Måske en dag digte, forklarer han. På bagvæggen bag sovesofaen er det hans gamle tegninger og udklip. Der hænger også tre små tørrede valmuer, fra dengang han jagede rundt hos de københavnske blomsterhandlere for at få fingre i den opiatholdige blomsterkerne.
Se video: Patric Paw fortæller om, hvordan han udvandt euforiserende te fra valmuer

Løj for det gode indtryk

"Jeg løj, for jer, da I mødte mig sidst," siger han. Hans blik, som ellers glider rundt i rummet og af og til forsvinder ud et sted i erindringerne, er fast. Han undskylder. Da Rudersdal Avis i starten af 2011 talte med Patric, havde han netop udgivet sin debut-bog C.R.A.P.
"Interviewet viste kun overfladen, og da I var har, spurgte I, hvordan det gik med mig og jeg sagde, at det gik så godt. Og det var løgn. Jeg stod nærmest foran afgrunden og var på vej meget langt ud, men jeg ville gerne give et godt indtryk," siger den 31-årige svensk/danske forfatter.
I tiden lige efter den første bog udkom, gik Patric på Kunstskolen i Lund. Forventningspresset, kravene og den sociale isolation overmandede Patric, og han skubbede sig selv længere og længere ud med morfika i form af valmuer og piller som han købte på gaden. Blandt andet metadon, morfin og ketogan.
Allerede tilbage i 2006 og året efter var han lidt on/off afhængig af opiater, men det tog først rigtig fart, da han gik på skolen i Lund i 2010.
"Jeg var allerede hooked, da jeg efter kunstskolen startede på heroin, og valgte det kun fordi jeg ikke kunne få fat i valmuer længere. Det jo er en sæsonvare hos blomsterhandlerne. Hvis man var heldig, var der tørrede valmuer at finde, men tilgangen var ikke den samme. Desuden var min mor og søster flyttet hjem til mig, så jeg havde jo ligesom ikke plads eller tid til at stå der og blende tørrede juledekorationer fra Grønttorvet op og lave the af det, mens jeg delte lejlighed med min familie."

Heroin smeltede knuden i maven

År forinden Patric tog skridtet fra opiaterne til heroin havde han faktisk prøvet stoffet et par gange.
"Jeg havde nok et lidt romantiseret billede af heroin og misbrugernes forfald. Det var et stof, som idolerne brugte og jeg følte mig draget af det. Og jeg længtes mod at fucke mig selv op, og skubbe mig selv så langt ud, som jeg overhovedet kunne komme," siger han og nævner Nick Cave, som en af 'forbillederne'.
Og langt ud kom han i sin jagt på at drukne følelser og sind.
"Jeg har hele mit liv, så længe jeg kan huske, haft den her hårde knude af angst og smerte i maven. Og det kunne de her opiater og senere heroin bare fjerne med et. Det er som at være pakket ind i en rulle af vat og bare have det dejligt og ubesværet."
Både da han købte rygeheroin og piller i Istedgade og høstede valmuer hos blomsterhandlerne tog han altid sine stoffer med sig ud af København. Han satte sig på toget, og kørte nord på, til han nåede Vedbæk.
"Jeg har altid været rigtig glad for de grønne områder her oppe. Så jeg satte mig tit på en bænk i naturen og tog mit stof, det var måske også noget nostalgi fra, da jeg var barn, og vi gik ture ved søerne,"

På togtur med statsheroin

Heroin er ikke bare et dybt afhængighedsskabende narkotikum, det er også dyrt. Og det fik til sidst Patric til at søge hjælp i statsheroin, så han dels kunne få sine fix uden at skulle begå kriminalitet for at betale det, og dels for at han langsomt kunne trappe ud.
Rudersdal Kommune, hvor Patric bor, stillede sig meget hurtigt hjælpeløse overfor Patrics situation. Der er ikke mange unge heroinafhængige inden for kommunegrænsen, og de sendte ham først mod Hellerup, hvor han gik i behandling. Men for 2,5 år siden startede den unge borger i stedet hos KABS Hvidovre, som er et center for heroinafhængige, der behandler med 'statsheroin'.
Her pendlede han morgen og eftermiddag for at få statsheroin og undgå abstinenser og nedtur.
"Togturen hver morgen var lang. Jeg havde det altid virkelig dårligt, fordi jeg havde brug for stoffet, og selv om der ikke var meget at lave, så holdt jeg mig trods alt beskæftiget med at tage toget frem og tilbage to gange om dagen. Det er også nogle utroligt rare mennesker, der er inde hos KABS. De kender mig, og det gav mig en følelse af, at jeg kunne være mig selv og, at jeg var vellidt,"

Arbejde tilbage til livet

Selvtilliden og troen på, at han selv kunne vende tilbage til livet blev styrket ved heroinbehandlingen, og for nylig har han fået sin egen lejlighed i Holte. For to måneder siden trappede han ud af statsheroinbehandlingen, og får nu morfinpræparater i daglige doser for at holde abstinenserne på afstand.
"Men jeg vil ikke lyve denne gang. Jeg har det ikke så godt for tiden. Det er i bund og grund fordi, jeg ikke har noget at stå op til. Jeg vil så inderligt gerne have et aktiveringsarbejde, eller hvad end kommunen kan tilbyde mig,"
Allerhelst vil forfatteren gerne være gartner på en kirkegård. Han er nemlig uddannet anlægsgartner. For når han trives og føler sig psykisk stabil, så kan han dyrke sine kreative sider.
"Alle de digte, sange, tegninger og bogskriverier jeg har gang i, som hænger på mine vægge, dem kan jeg ikke rigtig samle mig om, når jeg ikke er et godt sted," siger han, og blikket vandrer mod støvlaget, der har lagt sig over guitaren i hjørnet.
"Tabernes Konge" er en barsk fortælling, der beskriver Patrics liv i misbrugets verden under pseudonymet Julian. I følge forfatteren selv, er der ikke pyntet, strammet, løjet eller digtet i historien.
"Det hele er virkelighed. Min virkelighed. Og for de fleste er det svært at forstå at der under overfladen, i Vesterbros gader er en skyggeverden af misbrugere og hårde stoffer. Der ude er spillereglerne nogle helt andre,".