"Jeg er et levende mirakel"

Det er jul, det er cool, også for en alkoholiker. En lang december med et traditionsbåret alibi for en fyldt kalender af branderter i øl og snaps i hyggens hellige navn.
Jo, julemåneden, der ofte er forbundet med alkohol, var et langt stykke hen ad vejen "skide fedt", som Kurt Elmegaard udtrykker det om de 10 år i hans liv, hvor misbrug og piller forvandlede hans liv til et helvede. December var i hvert fald en måned, hvor alkoholikeren i den pæne habit ikke behøvede at frygte, at han ville falde synderligt igennem ved at have en promille på to til tre for at kunne fungere i hverdagen.
Det var dengang. Kurt Elmegaard har gennem mange år været ædru alkoholiker, men uanset hvor meget han holder af selskabet med kollegerne i Danske Bank, så fravælger deres 56-årrige formuerådgiver julefrokosten med dens alkohol.
"Jeg har så stor respekt for det. Ved at jeg lynhurtigt vil få trangen og vil begynde at drikke. Og så har jeg rigtig, rigtig mange ting, jeg vil miste. Og jeg er ret sikker på, jeg vil miste mig selv lynhurtigt," fortæller han åbenhjerteligt.
"Det har været ualmindeligt hårdt, og jeg kan ikke forstå, at jeg kan sidde i levende live i dag og fortælle min historie. Så jeg er et levende mirakel. Det er sådan, jeg nogle gange omtaler mig selv. Hvis der var nogen for 20 år siden, som havde fortalt, at jeg skulle igennem de ting, jeg har været igennem og komme ud på den anden side, så havde jeg sagt: 'Den er god med jer'. Derfor er jeg et levende mirakel."
Indsigten og styrken til at fravælge, hvad der udgør en risiko for hans nuværende liv, havde han naturligvis ikke tidligere. Men det er den, der har holdt ham på det ædru spor, fordi han begyndte at grave ind til de følelser, der fik han til at bøje albuen mod en rus.

Mangler en stopklods

Kurt Elmegaard oplevede , som mange andre unge, hvor befriende alkoholen kunne være.
"Dels havde du jo den her spændende rus, og dels blev jeg mere fri og kunne åbne mig over for andre, ikke mindst for pigerne. Udfordringen var, opdagede jeg også, at jeg ikke havde den her stopklods, så jeg drak bare videre, indtil jeg væltede. Jeg kan godt se i dag, at det var ikke en normal måde, jeg drak alkohol på."
Det frigørende ved alkohol blev senere til en måde at dulme følelser på, da livet blev usædvanligt svært.
Kurt Elmegaard mødte sin første kone, da han var 25 år, og snart kom to sønner til.
Men det viste sig, at hans hustru led af en alvorlig sygdom, og Kurt fandt undervejs i sygdomsforløbet ud af, at alkohol er god "medicin" for ham.
"Øl, små skarpe fra barskabet, 5-10 genstande om dagen, og nogle gange når der var lejligheder, kunne det godt være mere. Jeg følte jo ikke, jeg var anderledes, men jeg kan godt se, at jeg havde ikke den stopklods, som andre havde. Det er det, der ligger i alkoholisme," siger han.
Kurt Elmegaard drikker på vej hjem fra arbejdet og finder forskellige værtshuse, hvor han kan få tanket op i løbet af dagen.
"Det var en glidebane, hvor kroppen begyndte at fortælle mig, at jeg skulle have mere. Da min kone dør i 1995, får jeg et frirum til at drikke, der er ingen, der stopper mig. Det var der et stykke hen ad vejen, da hun var der. Der begyndte jeg for alvor med spiritus, for det virkede bedre og hurtigere, så jeg begyndte at købe flasker af spiritus."

Godt gemt alkoholiker

Kurt Elmegaard har rigtig fat om drikkeriet, da han møder sin nuværende kone, Anne Marie i 1996.
"Hun er ikke klar over, at hun gifter sig med en alkoholiker. Hun er den, hun er - den fødte medafhængige, der tog over og klarede de ting, som jeg ikke orkede i det daglige med husholdning, mad og det hele. Hun gav på den måde mig et frirum til at drikke videre.
Min kone kunne ikke forstå, hvad jeg "fejlede". Det var først til sidst, da nogen spurgte hende, 'har Kurt ikke et alkoholproblem?', så begyndte der at gå nogle ting op for hende.
Hun opdagede det overhovedet ikke ?
"Vi delte ofte en flaske rødvin sammen, og hun troede jo tit, at det var hende, der havde et problem med alkohol, fordi det var hende, der drak det meste af flasken. Jeg havde jo allerede fået min ration!
Fysisk har hun jo set mig fuld, og i bakspejlet kan hun godt se de signaler, som hun jo kender til fulde i dag, men det er faktisk først i starten af 2001, hun rigtig finder ud af det. Der begyndte jeg jo at sidde og drikke hele flasker spiritus om natten, fordi jeg ikke kunne sove."
Kurt havde desværre også en læge, der aldrig fik undersøgt sin patient. Fik taget de prøver, der ville have afsløret misbruget, men som i stedet ordinerede ham sovepiller og nervemedicin, der kunne fastholde facaden og misbruget.
"Det kunne jo holde mine abstinenser nede, men til sidst var jeg jo på de lokale bodegaer i de byer, jeg kom rundt til. Jeg kom meget på værtshuse i Helsingør, hvor jeg lige kunne få nogle skarpe i frokostpausen suppleret med en pille, så kunne jeg holde, indtil jeg havde overstået mine møder."
Kurt fik også lokket Anne Marie med til læge, hvor hun direkte spurgte lægen, om hendes mand var alkoholiker.
"Hvortil han svarede nej: Kurt skal bare lige finde ud af at drikke normalt igen. Jeg var dybt alkoholiseret!
Jeg gik derfra med armene op over hovedet: Jeg var ikke alkoholiker - det havde lægen jo sagt. Det var skide godt.
Men nej, det var det jo ikke. En ordentlig læge ville have sagt; 'Kurt, du har et problem, du er nødt til at gøre noget ved, og jeg vil gerne hjælpe dig'."
Der var heller ingen i vennekredsen eller på arbejdspladsen, der tilsyneladende havde mistanke - og hvis de havde, så i hvert fald uden lyst til at konfrontere Kurt med deres oplevelse.
Og ingen kunne sætte en finger på den pæne bankmands måde at passe sit job på.
"Jeg kan ikke forstå det i dag, men jeg var rigtig god til tage mit jakkesæt, skjorte og slips på og være den pæne bankmand, som jo ikke drikker. Det er sådan, at når man er aktiv alkoholiker, så er det sidste, man nødig vil miste, sit arbejde og sin status, for så er det rigtig, rigtig svært at komme tilbage. Så jeg var rigtig god til at virke, som om jeg havde overskuddet, og jeg skulle nok sørge for at ligge som en af de bedste på jobbet."
Men neden under lurer det store sammenbrud. Der, hvor man springer fra isflage til isflager af løgne og påfyldninger. En rigtig alkoholiker vil nægte, indtil han eller hun er ved at drukne i dybet.
"Benægtelse er en stor faktor, og den forsvinder jo først, når du er så langt ude, og ikke kan finde ud af noget som helst mere. Det bliver et helvede det hele, det var også et helvede for mig. Du lever jo i en form for sindsyge som aktiv alkoholiker. Det fylder 24/7, alkoholen. Man får måske fred, når man lige sover en time eller to, inden man vågner og tænker: Hvor får du det næste henne? Sådan var det for mig til sidst, jeg kunne ikke finde ro, mit hjerte slog alt for stærkt, jeg havde for højt blodtryk, jeg kunne ikke fungere med mindre jeg havde en promille.
Nogle vælger til sidst at køre ind i en mur med bilen eller kaste sig ned på grædende knæ foran sin kone og sige at 'jeg har brug for hjælp'."

Håndklædet i ringen

Kurt var beruset, da han en aften valgte den sidste udvej. Samme aften ringede han til personalekonsulentet i Danske Bank, og hurtigt blev der bestilt plads til alkoholafvænning på Majorgården.
Dagen inden han skulle af sted, en lørdag aften, havde Kurt været til fest og drukket sig rigtig fuld, for han vidste jo godt, at han nu skulle undvære alkohol.
"Om søndagen drak jeg jo videre, og da vi skulle køre, siger min kone: Vil du ikke køre, nu skal du jo ikke køre i fem-seks uger? Da, vi kom der op, blev min alkoholpromille målt til 2,8.
Det, der stadig fylder rigtig meget, er at tænke, hvad der kunne være sket. Uden det skal lyde hovski-snovski, så betragter jeg mig selv som alkoholiker på første klasse. Jeg har aldrig mistet noget, mit job, mit kørekort, min familie, min kone - men det har været meget, meget tæt på."
Et år efter opholdet på Majorgården fik han et tilbagefald under en ferie i 2002.
"Det sværeste er ikke at stoppe med at drikke. Det sværeste er ikke at begynde at drikke igen, og hvis du er den samme person, vil den samme person begynde at drikke igen. Derfor at det meget vigtigt, at man finder sig selv og nogle andre veje at gå ud af. Det budskab havde jeg ikke lige fanget .
På under en uge havde jeg drukket mig længere ud, end jeg nogensinde havde været.
Jeg gik med den tanke, for jeg skulle til en samtale i banken dagen efter, at hvis jeg blev fyret, så havde jeg kun en løsning, og det var at tage mit meget liv."
Truslen om skilsmisse og samtaler med en god ven fik ham tilbage på sporet, men der kom andre tilbagefald med nogle års mellemrum, lige indtil han fik anbefalet en psykoterapeut.
"Jeg fik den hjælp til at komme der ind, hvor skoen trykkede. Jeg fandt ud af, hvor vred jeg egentlig var på min far. Det handlede det rigtig meget om. Der skete en hel masse ting, som gjorde, at jeg er ikke en helt andet person, men der er sket så mange ændringer i forhold til mine følelser og menneskesyn. Jeg fik sorteret nogle ting fra i min opdragelse, som var så vigtige for, at jeg kunne rydde op i mit liv."

Ingen dans på roser

Kurt Elmegaard har fra begyndelsen valgt at være åben om sit tidligere misbrug, og de sidste parader faldt i 2008.
Allerede efter opholdet på behandlingsstedet kom resten af familien i efterbehandling, og han er selv fortsat i et netværk af tidligere alkoholikere, som er uundværligt for ham.
"Jeg har lyst til at fortælle min historie, hvis jeg føler det er relevant, og hvis jeg kan være med til at hjælpe andre, og det har jeg fået anerkendelse for. Og det er ikke noget med, at det er godt for Kurt at få den anderkendelse. Jeg behøver ikke i dag at vise noget og præstere noget over for nogen. Jeg har kun oplevet stor respekt fra mine kolleger venner og familie."
Men det er ikke en dans på roser, forskellen er bare, at som ædru kan man handle konstruktivt, understreger han.
"Lysten vil altid være der for mig, men trangen er der ikke mere. Jeg kan ikke forestille mig i dag, at jeg kommer i en situation, hvor jeg får trangen til at drikke igen. Men jeg kan jo ikke vide det. Jeg lever på daglig basis med at sige: i dag har jeg valgt at være ædru, det er det, jeg lever for. "

En direkte vej ud

Kurt Elmegaard har de senere år gerne holdt foredrag eller på anden måde tilbudt sin erfaring og senere uddannelse i misbrugsbehandling.
Noget af det vigtigste i at lægge arm med misbrug er at lægge berøringsangsten på hylden.
"Det værste, man kan gøre, er ikke at gøre noget. Hvis man har mistanke om, at man selv drikker for meget eller har en i sin omgangskreds, i familien eller blandt venner, der gør - det værste du kan gøre, er ikke at gøre noget. Enten konfronter vedkommende eller måske dem, der er tættere på."
Selv behandlingen kan man få hjælpe til hos kommunens misbrugscenter eller i de private behandlingstilbud. Mange vil have fordel af at gå til arbejdsgiveren, og mange har også en sundhedsforsikring der kan dække en behandling.
"Hvis man er der, hvor man bare vil ud af det alkoholhelvede, så skal man gå til sin arbejdsgiver. Jeg har ikke oplevet en eneste, hvor arbejdsgiveren ikke har påtaget sig forpligtelsen. Og så skal man få familien med i det"
Eller håbe på den siger fra, hvis man ikke går frivilligt, forklarer Kurt.

Sæt stolen for døren

"Det bedste, en ægtefælle kan gøre, er at sætte stolen for døren, handle og holde fast. Hvis misbrugeren ikke kan finde ud af at stoppe, så må man tage konsekvensen af det. Det er det bedste råd, man kan give en medafhængig, tænker jeg.
Men det er jo rigtig, rigtig svært, for de fleste holder jo så meget af den person, der er ved at drikke sig ihjel. Hvis du bliver ved, så dør du på et tidspunkt af en følgeskade af dit misbrug. Det er et langsomt, pinefuldt selvmord, du er i gang med, hvis du drikker videre. Men den typisk medafhængige lukker øjnene, for der er så stor en kærlighed forbundet med det. Derfor er det så svært at komme og sige, at nok er nok. Mit bedste råd er, at hvis frivillighedens vej ikke duer, så skal der konsekvenser til."
Det kommer til udtryk i januar, hvor der ifølge Kurt Elmegaard sker et mindre boom i henvendelser fra misbrugere, der vil i behandling.
Det ser han som udtryk for, at ønsket om en rigtig glædelig jul, ikke går i opfyldelse, når man er alkoholiker. Men det kan blive et godt nyt år, hvis man selv eller pårørende sætter foden ned.