Først som 48-årig bad Tina om hjælp

400 meter er der fra tandlægen på Hvidkildevej og hen til barndomshjemmet i Vejlby.
At klinikken ligger så tæt på blokken på Tjelevej, vidste Tina godt, men hendes krops reaktion på at være i barndommens gader, som den 48-årige kvinde ellers har undgået i årtier, overvælder hende, da hun stiger af bussen ved Veri Centret og traver af sted.
I et forsøg på at overvinde sin angst, siger hun til sig selv, at hun skal hen til den specialtandlæge.
Gennem syv år er tænderne ikke blevet undersøgt på grund af en tiltagende tandlægeskræk.
Følelsen af at ligge i den vandrette stol, være fastholdt, have tvunget åben mund og føle sig fanget, skræmmer hende.
Hun når knap nok at træde ind over dørtrinnet til behandlingsrummet, før hun stortuder i flere minutter. Overrumplet af den ro og tryghed, den specialiserede tandlæge møder hende med.
Det var ikke på Tjelevej, at overgrebene skete, men derimod når hun var på weekendbesøg hos faderen, som moderen var blevet skilt fra, da Tina var fire år. En periode i hendes liv, der var præget af angst.
Hun står tårevædet midt på klinikgulvet iklædt cowboybukser, som hun altid har på. Dem kan man ikke bare lige flå af.

Tæsk og krænkelser

Alt vælter ud af hende. Hun fortæller om faderens overgreb på hende, fra hun var fire til syv-otte år. Og om hans fuldbyrdede voldtægt, da hun var 18 år.
Historien om svigt, alkohol, tæsk, frygt og krænkelser strømmer ud af hende lige der. Hun får lov at fortælle og græde. Senere kommer hun op i stolen og gennemfører noget af den tandbehandling, hun skulle have.
Tina går derfra med et råd om at tage ind på Christine Centeret på Skolebakken. Efter succesen med rent faktisk at gennemføre en tandbehandling er hun så fyldt af mod, at hun med det samme tager ind på centret for seksuelt misbrugte.
Et sted, hun har været før, men dengang lå det et andet sted, og hun var frivillig. Hun ville hjælpe alle andre, der havde brug for det. Uden at tænke tanken at hun selv kunne have brug for hjælpen.

Forsøgte at hjælpe andre

Hun stiger på 13'eren mod midtbyen og ikke hjem til Stavtrup.
Tina har fra tid til anden været i flere terapiforløb. En læge mente, hun havde PTSD. Hun har altid været velformuleret, og hendes overlevelsesstrategi har været at argumentere sig ud af alt og engagere sig i at hjælpe andre. De halvsøskende, hun har på sin fars side, forsøgte hun at hjælpe. Hun uddannede sig til pædagog for at hjælpe børn, der havde det svært. Men da hun pludselig stod med tre små børn, som havde været udsat for seksuelle overgreb, blev pædagog-arbejdet for meget for hende. Hun blev selvmordstruet og kortvarigt indlagt på psykiatrisk hospital.

Hun har aldrig hue på

Siddende i 13'eren mod Skolebakken banker hjertet kraftigere end ellers. Hos tandlægen forstod de, at nogle ting er meget svære for hende. Men hun tør alligevel ikke helt tro på, at de også vil gøre det på Christine Centeret.
Da hun står af bussen på Skolebakken og spejder efter husnumre på bygningerne, bider frosten lidt i kinderne.
Hun har en mørkegrøn parka-jakke med pelskrave på og sorte, fodformede støvler med en god sål. Hendes fodtøj har altid skullet kunne holde til masser af traveture.
Da hun som 27-årig blev mor, havde hun altid sine drenge med på de lange gåture i naturen. Det er en gratis aktivitet, naturen er fredfyldt, og det giver hende en ro. Efter hendes to sønner er flyttet hjemmefra, traver hun turene alene.
Trods decemberkulden har hun ingen hue på. Hun kan ikke have noget, der trykker om hovedet. Hele hendes krop bliver stadig urolig, og hun bliver mindet om fastholdelsen under de seksuelle overgreb, når noget lukker sig for tæt om hende.

Et beroligende rod

Klokken er omkring 14, da hun finder bygningen og åbner døren til de små, lavloftede lokaler, som centret holder til i. Midt på gulvet foran hende står lederen af centret, der netop har sagt farvel til en bruger.
Tina får med det samme et håndtryk og et velkommen til. Hun begynder at forklare, at hun netop har været ved tandlægen, der har nævnt dette sted. Lederen siger hurtigt, at kutymen er, at de lige tager en hurtig snak på hendes kontor. Tina bliver ledt ind i et lille baglokale nede for enden af en gang. Tager sin parkajakke af, og tænker straks; rodehoved.
Bunker af papirer ligger på skrivebordet og på det aflange bord, som de sætter sig ved. Roderiet har en afslappende virkning på Tina, som hun sætter sig ned. Hun fortæller kort om sin baggrund og mærker straks, at hun sidder over for en, der kender til det, hun har været i gennem. Hun bliver ikke afkrævet svar, hun skal ikke forklare sig, behøver ikke forsvare sig.
Det er mest lederen, der taler i løbet af den times tid, de snakker sammen. Hun fortæller om, hvad centret kan tilbyde. At hun for eksempel kan få følgeskab af en frivillig til læge- eller tandlægebesøg, samtaler med ansatte og frivillige og samvær med ligesindede.
Tina hører ikke helt opmærksomt efter alt, hvad der bliver sagt, men hun føler sig tryg. Som om hun er kommet hjem. Blevet lukket ind i en familie med tæt samhørighed.

Siger ja til et knus

Da Tina igen står foran døren på vej ud, spørger lederen hende, om hun må give hende et knus.
Knus har Tina altid haft det svært ved. Det er meget svært for hende at give slip og tage imod. Hun mærker straks et forbehold, og at hendes krop bliver lidt stiv.
Det var under påskud af at ville massere Tina, at hendes far voldtog hende, da hun lå i sengen i det kælderværelse, hun boede til leje i som 18-årig. Hun politianmeldte aldrig nogle af faderens overgreb på hende. Nu siger hun ja til et knus.
Lederens krop står så fast, at selv hvis hun skubbede til hende, ville hun ikke rokke sig, når Tina lige at tænke, inden hun får to arme om sine skuldre.
Krammet er fast og blidt på samme tid.
For første gang i sit liv mærker Tina, at hendes krop slapper helt af, da hun får et knus af et andet menneske. Da hun går derfra, tænker hun, at hun ikke er alene.