Frank Panduro fylder 60 år

“Jeg er total umusikalsk. Og synge kan jeg slet ikke,” indrømmer Frank Pan-duro og ryster smilende på hovedet, mens han skæver op til det store billede af Lars Ulrich bag trommerne fra Metallicas koncert på Fængslet i Horsens for to år siden.
“Jeg udlever trangen til musikken ved at arrangere koncerterne,” konkluderer han hurtigt.

Og det har Frank Panduro snart gjort i 25 år. Uden at han helt selv er klar over, hvordan det egentlig gik til, da han i 1991 blev ansat som teaterdirektør på Horsens Ny Teater.

“Man skulle bygge et nyt teater op og stod foran en masse praktiske opgaver i den forbindelse. Jeg tror måske nok, det var mit gå-på-mod, som gav mig jobbet. For jeg havde absolut ingen forudsætninger inden for kultur og teater ud over en enkelt publikumserfaring til Eddie Skoller,” husker Frank Panduro tilbage og tilføjer efter en kort tænkepause:
“Jeg var heldig at være på det rigtige sted på rette tid. Men man skal også turde at gribe heldet, når det viser sig,” siger Frank, mens han ind imellem holder øje med sin telefon.
Han har som altid travlt med at forhandle sig til at få en ny kunstner til at give koncert i Horsens.

Som at handle med fisk

“Jeg føler det ofte som at være på fiskeauktion. Man skal stå ekstremt tidligt op for at komme foran de andre købere. Og så skal man være lynhurtig til at træffe beslutninger og slå til, når tiden er inde. Ellers render konkurrenter som Herning eller København med den store fisk,” forklarer Frank om jobbet som koncertarrangør.

I begyndelsen som teaterdirektør og fra år 2000, hvor han etablerede Horsens & Friends med 21 aktionærer, sagde han ja til det hele.

“Jeg går altid efter bolden og forsøger at finde noget overraskende til publikum. Min erfaring er både en ulempe og en fordel, da jeg er blevet mere selektiv. Nu tænker jeg mere på, om det er sjovt, end om der er penge i det,” siger Frank.

“Min styrke i branchen er, at jeg ikke har et idol eller en foretrukken musikgenre. Det kommer helt sikkert publikum tilgode, når jeg både kan se det tryllebindende i Metallica og Birthe Kjær. Det interesserer mig mest, når en kunstner kommer langt ud over scenen og fanger publikum.”

Flovhed og selfies

Frank Panduro lever efter mottoet 'Jeg bliver ikke mindre af at gøre andre mennesker større'.

“Jeg ved, hvor sårbare vi er. For mig er rengøringskonen og ham, der om natten sætter borde og stole op, lige så vigtige som lyd, lys og selve musikeren. Kunstnere er som sømænd, med en ny koncert i hver havn. De kommer ikke for at blive gode bong-kammerater med mig. Derfor kan billeder taget af mig og kunstnere sammen tælles på én hånd,” fortæller Frank Panduro og tilføjer:

“Jeg kan blive helt flov som horsensianer, når folk uden at spørge nærmest vælter ind i en kunstner, mens han eller hun sidder og spiser i byen. Man skal huske at vise hensyn og behandle folk ordentligt. Så kommer de nemlig gerne igen,” siger han.

Speditør og surfer

Frank Panduro er født den 4. april 1956 i Horsens og opvokset i byen. Som barn boede han på Strandpromenaden sammen med sine forældre. Franks far var fotohandler, og moderen var hjemmegående for at holde styr på Frank og de tre ældre søskende.

Med realeksamen fra Borgerskolen og en handelseksamen på Horsens Handelsskole blev han udlært speditør, men startede et par år efter en surferskole i Juelsminde.

I 34 år var han gift med Eva Panduro, som han har børnene Tim og Mia med. Parret har de seneste ti år boet i lejligheden på toppen af Teaterhotellet, men for halvandet år siden blev de skilt, så nu bor Frank alene i lejligheden.

“Jeg er så meget på, når jeg er på arbejde, at jeg ikke har et behov for at være social, når jeg har fri. Min sparsomme fritid bruger jeg på at tulle rundt og hygge mig derhjemme. Jeg stopper, når folk begynder at kalde mig et gammelt fjols,” afslører Frank og storgriner.