Engagement

Nogle gange kan det være tankevækkende at få lov til at se sig selv lidt udefra. Når folk kommer til os udefra og skal beskrive os, kan vi både blive provokerede og glade over at høre, hvad de tænker og føler. Vi kan jo selvfølgelig bedst lide at få ros. Som den afghanske kvinde, der fortalte om dronningens nytårstale. Hun blev så dybt bevæget, at hun græd. Hun var jo flygtet fra et land, hvor kvinder bliver holdt uden for indflydelse – og her oplevede hun altså et land, som bliver regeret af en kvinde, og når hun holder sin nytårstale, så ligger vejene øde hen – for alle vil høre, hvad hun siger! Kvinden blev både glad og stolt af at være i sådan et land!
Men der er også andet end ros: En kristen indvandrer fortalte om, hvor rystet han var blevet, da han endelig efter at være flygtet fra forfølgelse i et muslimsk land nåede frem til Danmark, et kristent land.
Han havde glædet sig sådan, for her skal ingen jo være bange for at gå i kirke, men da han søndag morgen mødte op med glad forventning, mødte han slet ikke så mange, som han havde regnet med. ”Jeg var rystet over at finde ud af, at også i Danmark er man som kristen en minoritet!”
Det handler om engagement. Og rigtigt mange af vores kirker er heldigvis godt besøgte, for det er som om, der i de senere år er sket en opblomstring – men der er plads til masser af blomster i verdens bedste fællesskab, så lad os blive ved med at gøre alt, hvad vi kan for at være en del af det og få andre med. Tag en god ven med på søndag og bliv en del af et voksende fællesskab!