Forgabthed og fortabthed

”Det er med kærlighed som med skildpadde. De fleste kender den kun forloren.” Sådan skal H.C. Andersen engang have udtrykt sig. Om det passer, er jeg ikke sikker på, men i hvert fald hænger kærlighed og misforståelser ofte sammen. Tænk bare på dengang, hvor ethvert blik, ethvert håndtryk eller ethvert ord sagt af den udkårne tillagdes stor betydning og blev vendt, drejet, tolket og analyseret og facit blev altid det samme: Han elsker mig. Om det så var sandt eller ej. Eller omvendt, når kærligheden har varet længere, så kan ethvert blik og ethvert ord, ja sågar den måde kaffekoppen sættes på bordet på, udlægges som: Nu er kærligheden hørt op. De bekymrede formaninger, når man som oprørsk teenager bevægede sig ud i nattelivet kunne tolkes som forældres manglende forståelse i stedet for omsorg og kærlighed. Kravet til et børnehavebarn om at gå med en voksen i hånden langs en trafikeret vej blev set som en skrap mors dumhed og ikke som beskyttelse mod fortræd. Eller voksne børns lavmælte samtale kan udlægges som manglende tiltro til ens dømmekraft og ikke oprigtig optagethed af den gamles ve og vel. Jo kærlighed kan give anledninger til misforståelser. Men det er ikke sikkert, det er en forloren kærlighed.
Misforstået kærlighed på godt og ondt sender os ud i fortabtheden. Og den fortabthed kan ramme os alle. Uanset om man står i den ene eller anden rolle i kærlighedsrelationen.
Forgabelse er optagethed eller indtagethed af en anden. Men det kan vel også være noget med at være ved at gå til af kedsomhed? Kan kærligheden mon blive så selvfølgelig at den bliver kedelig?
Om Guds kærlighed hører vi, at den ligger som et fundament under ethvert menneskeliv. Er det for selvfølgeligt og for misforståeligt? Og er det derfor vi bliver fortabte sønner og døtre? Fordi vi ikke ser eller tror de åbne arme, der altid tager imod. Hør mere på søndag.