Et rigtigt mandfolk!

”Ved du, hvad der er et rigtigt mandfolk?”. Det spørgsmål blev slynget ud i børnehaven og straks besvaret: "Et rigtigt mandfolk er én, der kan lammetæve alle de andre…”. Så er idealet sat på plads i hverdagens hønsegård.
Hvis det er sandt, er jeg et rigtig mandfolk. For et par nætter siden slog jeg en mand ned. Jeg blev overfaldet, og uden at tænke mig om svang jeg min højre knyttede næve lige ind i hovedet på forbryderen. I drømmen – for det var heldigvis bare en drøm – kostede det en brækket hånd. I vågen tilstand var prisen oprigtig bekymring om, hvorvidt det virkelig var min automatreaktion. Ikke noget med at vende den anden kind til, ikke noget med at dele ud af mine sidste skjorter eller vise indbrudstyven, hvor sølvtøjet var gemt, ikke noget med at elske bare en lille bitte fjende. Det ville ellers have været en præst mere værdigt end at gå og slå på folk. Nu var det så ikke virkelighed, og jeg kunne nøjes med at sidde tilbage med mine knoer intakte, men med buler på mit selvbillede og min selvrespekt.
”Elsk dine fjender” står der i Bibelen, og ”vær fuldkomne som jeres himmelske far”.
Det lyder næsten spottende efter min mandfolke-drøm.
At vi skal elske fjender og være fuldkomne, lyder umiddelbart som en fordømmelse af vore uperfekte liv, hvor vi kun yderst sjældent er i stand til at leve op til så høje krav.
Men vi skal i lige så høj grad høre ordene som en vision, et løfte for fremtiden. Sagt af Gud, der som den eneste kan løfte os op fra vores egne svagheder og begrænsninger. Sagt af ham der ikke brugte sin magt til at lammetæve sine fjender, men ham der på falderebet bad for sine fjender, ”Fader tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør”. Se, det er et rigtigt mandfolk. Gud forlanger ikke det umulige af os, han gør det umulige muligt.