Hvem man i grunden er

"Hvem siger folk, at jeg er?” Og: ”Hvem siger I, at jeg er?”
Med de spørgsmål udfordrer Jesus disciplene i evangeliet på søndag (Matt. 16,13-26).
Jeg mødte det så direkte ved en festmiddag sidste år. Vi var mange til bords. Manden over for mig smilede, men spurgte ikke, som man plejer: ”Hvad laver så du?” I stedet spurgte han: ”HVEM er så du?”
Det var meget mere end mit navn, han spurgte efter. Han ville vide, hvem jeg var som person! Det var fremragende spurgt, for vi er jo meget mere end vores job og dét, vi gør. Men hvor var det svært bare at begynde at give svar på. Hvem er jeg i grunden, hvad er det dybeste i mig? Men lige så vanskeligt, det er at besvare, lige så sundt er det at tænke over.

Hvem jeg er og kan være

Nu er min mening langtfra den fulde sandhed om, hvem jeg er. Andres opfattelse er også vigtig. Omvendt er det farligt, hvis vi bliver slaver af andres opfattelse af os – eller af, hvilket billede vi ønsker, at de skal have af os.
Til forskel fra mig var Jesus suveræn til at kunne sige endog meget præcist, hvem og hvad han var. Men som det fremgår i fortsættelsen på søndag, var han kun den person også i kraft af, hvad han gjorde. Så hvem jeg er, og hvad jeg gør, er dog tæt forbundet. Det unikke ved Jesus er imidlertid, at hvem han var og er, også har stor betydning for, hvem jeg er og kan være. Vil du høre mere om det, så kom i kirke på søndag..