Fortsæt til indhold

Vil selv – kan selv

Samfund
Af sognepræst Elisa M. Wejse, Harlev-Framlev

Vi har alle set den to-årige i sin høje stol, der fedter rundt med maden og selv vil have lov til at hælde vand i koppen. Vil selv – kan selv! Vi kan godt smile lidt og ryste på hovedet af den stædighed den to-årige besidder. Men faktisk er ingen af os bedre selv. Vi vil klare os selv, ja vi kan selv! Hvorfor skulle vi have brug for Gud i vores moderne og velhavende verden? Det virker så opgivende og fattigt, hvis ikke vi kan klare os selv.
Og hatten af for den indstilling! Vi har ansvar for vores eget liv og har alle fået talenter, af den ene eller anden art, der ikke skal graves ned, men bruges. Hele tiden vil vi helst selv præstere, selv vise hvad vi duer til og klare os selv. Jeg kender det fra mig selv, der skal meget til, før jeg giver op. Jeg skal nok klare den, det handler bare om at klø på! Måske er det derfor, mange af os er stressede, kan have svært ved at sove om natten og føler vi aldrig gør det godt nok? Vil selv – kan selv.
Vi vil så gerne gøre og handle, være aktive og præstere. Ja, man taler ligefrem om, at vi lever i en præstationskultur. Og det er fint nok som trin 2, hvis trin 1 kunne være, at vi hviler i, at i Guds øjne er vi gode nok – at vi over for ham ikke behøver præstere, for at han holder af os. Guds kærlighed er en gave. Den er fundamentet, klippen vi kan stå på - og derfra gå ud og tage ansvar for vores liv. Uanset hvor meget vi tror på vores egne præstationer, skaber vores egen sikkerhed i banken, spiser fornuftigt og træner flittigt i fitnesscentret, så kan vi ikke frelse os selv, det kan kun Gud. Hans kærlighed er der hele tiden, vi skal bare tro det og hvile der midt i vores hverdag.
Ved ”Danske kirkedage” i København i maj var der besøg af den italienske munk Cantalamessa, og han blev spurgt, hvad han så, når han lørdag formiddag stod der midt på den københavnske gågade og så ud over folk. Han svarede; ”Jeg ser alle Guds børn. Guds elskede børn, men de går i mørket, for de tror kun på sig selv”.