"Det har været grimt"
Ond i maven, kvalme og flashbakcs til Bodil, beboerne i Jyllinge har gennemlevet et mareridt siden beskeden om stigende vandstand lillejuleaften
"Det har været rigtig, rigtig træls. Det har været grimt. Og i nat har vi haft ondt i maven og kvalme, det har været sindsygt ubehageligt," siger Line Skovrider, der bor i et af de huse på Lærkevej i jyllinge, hvor vandet tirsdag morgen slikker op af husets mure.
Sammen med de andre i Jyllinge fik hun beskeden om de truende vandmasser lillejuleaften, og måtte afbryde juleferien i Jylland for at tage hjem.
Også Lau Hindsgaul, der bor i huset overfor Line Skovrider, har ligeledes vandet helt op til husmuren.
"Det ødelage julen. Man har prøvet at glemme det, men det har hele tiden ligget i baghovedet," siger han og fortæller, at han og familien ikke har sovet meget de sidste par døgn.
"Hjernen tænker for meget til, at man kan sove. Der kommer hele tiden flasbacks op fra Bodil. Man har en form for stresssygdom i kroppen med kvalme og uro i kroppen," siger han, og fortæller, at de sidste par dage også har taget hårdt på familiens 9-årige datter.
"Hun blev ked af det, da hun fik at vide, at der kom watertubes op igen, for så kom der også tanker om alt det, vi har gennegået igen. Hun er meget berørt af det," siger Lau Hindsgaul, og fortæller at hans datter er blevet passet ude, netop for at få hende væk fra brændpunktet.
Vandet er ikke inde
Ved oversvømmelserne i 2013 havde både familien Skovridder og Hindsgaul en halv meter vand i husene, men begge fortæller de, at der ikke er noget synligt vand i huset nu, og endnu holder de vejret og håber på det bedste.
Lau Hindsgaul fortæller, at han sætter utrolig stor pris på den meget hjælp, som alle de frivillige fra nær og fjern har ydet for at forhindre vand i husene.
"Man får næsten tårer i øjnene, man bliver rørt over, at der er nogen, der gider at bruge tid og kræfter på at køre herud i julen."