Trolden truer på Himmelbjerget
Trolden på Himmelbjerget er igen kommet i sit onde lune. Men hvis modige børn tør hjælpe til, er der en chance for at redde det gamle bjerg fra trolddommen.
Sådan lyder det i eventyret, som sætter gang i tirsdagens rollespil på Himmelbjerget. Rollespillet er en del af børnefestivalen Himmelhop, som varer hele juli.
Rollespillet omfatter både ridderprøve med sjove aktiviteter, markslag mod trolden og skovens uvæsener og middelalder-lege.
I teltlejren, som bygges op på plænen, vil der være både en sminkebod og værksteder, hvor tapre riddere kan lave deres eget sværd og små rollespillere kan binde en bedekrans.
Slagets gang styres af Peter Dalsgaard og de andre garvede gutter fra Eventsupport, som har lavet rollespil på Himmelbjerget de sidste seks år.
Trolden på Himmelbjerget, Rollespil, tirsdag 5. juli 14.00. Det er gratis at være med. Egnet til børn mellem 5 og 12 år. Hvis du vil lave et sværd eller en bedekrans, koster det 20 kr.
e.r