Krykker baner vej til EM
Bæredygtige papkrykker er så nytænkende og smart fundet på, at de unge iværksætter-studerende bag konceptet nu skal deltage i Europamesterskabet i entreprenørskab
“Jamen hvad så, når det regner?”
“Krykkerne er coatede, så de er vandafvisende og kan sagtens tåle en tur ud i regnvejret. De kan også sagtens holde til mange kilo og kan tilpasses den enkelte ganske enkelt ved at skære af indtil højden passer.”
27-årige Mads Reinholdt Pedersen forklarer tålmodigt om papkrykkerne, som han og tre medstuderende på Iværksætterlinjen på Erhvervsakademi Aarhus har skabt en prototype af i deres fælles firma, Danish Cardboard Tech.
Ideen tog de med til regionsmesterskabet i entreprenørskab og videre til Danmarksmesterskabet, hvor de vandt en 2. plads og nu skal til EM i Bukarest.
“Vi havde en ide om, at vi ville skabe medicinudstyr i bæredygtige materialer. Med det udgangspunkt talte vi med hospitaler over hele landet,” fortæller Mads.
Stopper ressourcespild
“Det gav os indsigt i, hvor tids- og ressourcekrævende arbejdsgange er i forhold til krykker. Faktisk er det billigere at købe nye krykker, end at tage brugte krykker retur, registrere dem, rengøre dem, og sende dem ud på hospitalerne igen. Det giver et stort ressourcespild.”
Derfra var der ikke langt til ideen om at producere engangs-krykker af genbrugspap, som kan kasseres efter brug.
“Ja, og så skal de selvfølgelig smides i containeren med genbrugs pap,” tilføjer Mads med et lille smil.
“Papkrykkerne sætter både en stopper for et stort ressourcespild, men samtidig er der også flere, der kan hjælpes, da de er billige at producere,” forklarer Mads.
Springbræt til nye markeder
Næste skridt er EM i Bukarest, som de fire iværksættere håber, bliver et springbræt til at komme ind på andre markeder.
“Det har været et langt forløb at få skabt prototypen. Vi er ved at søge EU-patent, og vi har også typegodkendelser lige på trapperne. Vores fokus er især U-lande og vi håber, turen til Bukarest kan hjælpe os med at skabe kontakter til internationale NGO'ere og måske møde nogle fremtidige samarbejdspartnere.”
Selvom de fire stadig er studerende et år endnu, så bliver tiden primært brugt i det fælles firma.
“Det næste halve år skal vi i praktik, og der vælger vi selvfølgelig vores eget firma. Vi bruger også Danish Cardboard Tech som udgangspunkt, når vi skal skrive vores bachelor-opgaver.der tager vi så udgangspunkt i vores forskellige ansvarsområder.”
Vilje til entreprenørskab
“Vi fandt sammen, fordi vi alle fire har en vilje til entreprenørskab. Ofte vælger man at arbejde sammen med dem, man spiller rigtig godt sammen med socialt, men tit ligner man så hinanden, og det er ikke godt i forhold til at få mange forskellige kompetencer i spil.”
“Vi er meget forskellige og supplerer hinanden rigtig godt. Det tror jeg er vores styrke.”