45 millioner til ildsjælene
Godt nyt til frivillige i lokalsamfundet, der udvikler fællesskabet
Realdania er på vej med en ny håndsrækning til Danmarks ildsjæle
Startskuddet lyder nemlig nu til en ny ansøgningsmulighed for alle ildsjæle, der arbejder frivilligt og passioneret med at udvikle nye rammer om fælleskab og aktiviteter i deres lokalsamfund.
Realdania har afsat ikke mindre end 45 millioner kroner til at bakke op om indsatsen over de næste to år. Det sker via kampagnen Underværker.
Ildsjæle og underværker
Overalt i landet knokler tusindvis af ildsjæle for det, de brænder for, og sammen udvikler de nyt liv, nye aktiviteter og nye mødesteder, fremhæver Realdania.
Ildsjælenes engagement skaber stolthed, sammenhold og livskvalitet og fører til varige og bæredygtige forandringer i de lokalsamfund, som ildsjælene er en del af.
Med opbakning i form af inspiration, faglig viden og økonomisk støtte til en meget lang række ildsjæleprojekter har Realdania målrettet støttet frivillig skabertrang siden 2011.
Nu bygger kampagnen Underværker videre på de gode resultater med en åben invitation til alle, der arbejder frivilligt og passioneret for at skabe livskvalitet i det byggede miljø.
Det kan være nye eksperimenterende løsninger for bæredygtigt byggeri. Udvikling af nye rammer om sociale aktiviteter og for dem med særlige behov. Gamle bygninger, som indrettes til nye formål. Eller helt nye steder, som skabes med det lokale fællesskab for øje – både i byen og på landet.
”Det er så livsbekræftende at se, hvordan ildsjælene med initiativ, kreativitet og engagement udvikler idéer, der hver på deres måde og for små midler, forbedrer det byggede miljø og skaber glæde og udvikling lokalt,” siger Christian Andersen, programchef i Realdania, i en pressemeddelelse til Lokalavisen.
Projekterne vil løbende blive udvalgt blandt ansøgninger på www.underværker.dk over de næste to år. Samlet forventes op til 80 store og små projekter at modtage støtte.
e.r