Fortsæt til indhold

Unge er frivillige i musikkens tjeneste

Unge på Walthers Musikcafe bruger fritiden på at hjælpe, og det bliver ofte springbræt til drømmeuddannelsen

Samfund
Erland Rasmussen

Det lyder som en drøm at få lov til at håndtere ansvarsfulde opgaver backstage, hvis man er ung og brænder for musik og miljøet omkring branchen.
Den drøm er gået i opfyldelse for Martin Kristensen, 22 år, Silas Emil Bertelsen, 20 år og Theodor Langston, 20 år.
Trekløveret er en del af det 40 m/k store frivillig-team, som bruger deres fritid på at hjælpe til hos Walthers Musikcafe i Skanderborg.
Det er ikke bartenderjobs eller andet forbundet med driften, de unge frivillige hjælper med til. Det står ansatte medarbejdere for, ligesom spillestedsleder Mikkel Xavier Jonassen står bag roret for hele cafeen - både for de ansatte og frivillige.
De frivillige ordner derimod det, der foregår bag musikscenen. Og det er eksempelvis opgaver som lyd, lys, pr/markedsføring, eventkoordinering, musikbooking og DJ-hold.
Det er ganske ansvarsfulde opgaver, som lægges ud.
“Det er fedt at få det ansvar, hvor vi får lov til at prøve tingene af. Det er frihed til ansvar, for man skal selv gribe ud efter det. Og man kan faktisk gøre, hvad man vil, hvis man har en god forklaring på, hvorfor man gør det,” lyder det fra Martin, Silas og Theodor, som samtidig påpeger, at det er en værdi, der kommer ude fra Smukfest, hvilket igen hænger sammen med, at Walthers Musikcafe ejes og drives af Skanderborg Festivalklub.
De tre frivillige betoner desuden, at Walthers er et sted, hvor man både kan afprøve og udvikle sine kompetencer.
“Vi har to frivillige lysfolk, som lige er kommet med i sidste runde til at komme ind på Statens Kunstskole for lysteknik, som kun optager to til tre elever om året, så det er virkelig et nåleøje,” lyder eksemplet.
Men historierne bag Marin, Silas og Theodor bekræfter også den tendens.
Martin har siden 2013 arbejdet med både markedsføring, event, som DJ'er, og booker, ligesom han er med i cafeledelsen. Han læser til serviceøkonom med speciale i sport og event på Erhvervsakademi Dania, hvilket er en direkte følge af det frivillige arbejde på Walthers.
Det samme gælder Silas, der også begyndte på Walthers i 2013. Han har arbejdet med lyd og afvikling, og det har ført ham til drømmeuddannelsen som teater-, -udstillings- og eventtekniker med speciale i audioteknik. Silas er i praktik hos et professionelt firma, Soundforce MK 2, som udlejer instrumenter til kunstnere fra ind- og udland, og derfor er han nu stoppet som frivillig.
Endelig er der Theodor Langston, som begyndte for knapt et år siden. Han er presseansvarlig, og det passer rigtig godt, da han gerne vil læse journalistik. Theodor Langston er tillige med i cafeledelsen.
“Vi anbefaler alle unge, der gerne vil byde ind med noget at blive frivillig på Walthers,” konkluderer Martin, Silas og Theodor.