Fortsæt til indhold

Mere natur til Midtbyen

Små vandhuller skal give plads til guldsmede og rygsvømmere

Samfund
Af Jannik Schiermer Poulsen

Dyrelivet i Aarhus får nu en håndsrækning af initiativet Wild Aarhus. I hvert fald de mindste arter, for flere vandhuller i byen skal nemlig hjælpe insekterne på vej.
“Wild Aarhus går i al sin enkelhed ud på at skaffe flere vandhuller. I byen gælder det jo om at skaffe sig af med vandet, for det giver problemer for os mennesker. Så byen bliver et meget tørt levested. Det kan mange arter ikke overleve i,” fortæller biolog Lars Brøndum, som er projektleder i Wild Aarhus, og fortsætter:
”Derfor vil vi gerne skabe nogle flere vandhuller, så vi kan få guldsmede, skøjteløbere og vandkalve til byen.”

Ud med klor, ind med liv

Et af de steder, som er blevet gjort mere insektvenligt, er springvandet 'Ålefangeren', der står for enden af Mejlgade.
Her er der blevet plantet vandplanter, så dyrene kan komme til at trives.
“Ålefangeren opstod lidt som en spontan idé, da vi kom forbi på en byrundtur. Vi tog kontakt til Center for Byens Anvendelse, og de var heldigvis positive, så vi fik lov til lave springvandet om. Normalt bruger man klorvand i springvand, og det går jo ikke, hvis der skal leve dyr i det. Samtidigt har vi fået sat vandplanter ud i bassinet,” forklarer Lars Brøndum.
“Det er vigtigt, at vi på denne måde kan gentænke forholdet mellem kultur og natur i byen,” tilføjer han.

Kan bringe folk sammen

Det er ikke kun byens springvand, som skal huse flere insekter.
Der er også blevet etableret et par små vandhuller i Rådmand Liisbergs Gade, og så er Wild Aarhus i dialog med flere om at give naturen lidt mere plads i byen.
“Vi har talt med flere private, som gerne vil have et vandhul i haven. Og så er vi i dialog med nogle plejecentre om at etablere nogle vandhuller på deres grunde,” fortæller Lars Brøndum og fortsætter:
“Lidt natur er jo smukt at kigge på, det kan være med til at skabe noget liv, og det er noget, man kan være sammen med børnebørnene om.”

Ingen myggeplage

Lokalavisens journalist har under hele samtalen haft de små, summende plageånder, der kan ødelægge en hver god sommeraften, i baghovedet.
“Det er ikke formålet, at vi skal skabe en myggeplage i Aarhus. Myg lever i vand med en masse rådne plantematerialer, og vores vandhuller vil være i bedre forfatning. De andre insekter spiser i øvrigt myggelarver, så det vil ikke betyde flere myg. Måske tværtimod,” forsikrer biologen.