“Det er simpelthen gået over al forventning”
Talsmanden for Northside, John Fogde, gør status over dette års festival, hvor musikken, maden og vejret gjorde Northside til en succes
Den aarhusianske musikfestival Northside er slut. I hvert fald for i år. Derfor er det tid til at gøre status over den syvende Northside, som i år bød på sol, kontantløs betaling og festivalsarrangementer uden for den indhegnede plads.
Det var derfor en begejstret talsmand for festivalen, John Fogde, der satte sig ned med Lokalavisen Aarhus for at evaluere dette års musikbegivenhed.
“Det er simpelthen gået over al forventning. Vi har haft tre dage uden regnvejr. Så heldige var vi ikke sidste år. Vi har med stor succes kunnet se, at vores kontantløse pengesystem fungerer rigtig godt. Og så har vi de sødeste gæster og frivillige på festivalen, som skaber en helt fantastisk stemning,” siger John Fogde, der undervejs i festivalen også har måttet forholde sig til rygter om, at festivalen er lukningstruet på grund af manglende årsregnskaber for 2015.
“Der har været noget polemik om, at Erhvervstyrelsen ikke har modtaget vores regnskaber for 2015, og at styrelsen så ville lukke Northside. Jeg har egentligt ikke forholdt mig til det under festivalen, men der er ikke noget at komme efter, og vi har styr på alle teknikaliteterne omkring regnskaberne, hvorfor vi også sender de pågældende papirer til Erhvervsstyrelsen inden deadline. Så der er ingen ko på isen,” siger John Fogde.
Alternativer til musikken
Mens spilleplanen for mange af festivalgængerne er det store trækplaster, så har de tre dage i Ådalen igen i år budt på alternative arrangementer til musikken. Og det med stor succes ifølge talsmanden.
“Vi har som noget helt nyt holdt et kolonihaveprojekt, hvor vi tog få hundrede meter væk fra pladsen og ned i kolonihaven ved Åbyhøj Stadion. Der havde vi i samarbejde med Aros arrangeret et møde med den amerikanske punk-kunstner Grayson Perry, der fortalte lidt om sin kunst til et publikum af 50 mennesker. Derudover havde Aros Food Hall lavet en seks-retters gourmetmenu til alle i kolonihaven,” fortæller John Fogde og tilføjer:
“Vi stræber i høj grad efter at lave en festival, hvor der er noget for enhver smag og noget fed kolorit. Vi har 'Caminoen', som er en introduktion til Northside, der er morgenyoga, og så synes jeg, at vores madboder er i toppen, hvad angår festivalmad.”
Netop de alternative tilbud til musikken er noget, som John Fogde har store ambitioner om, når Northside igen om et år skyder en fest af.
“Det drejer sig jo om at have en fest for alle og til alle. Kolonihaveprojektet, hvor vi tager væk fra Ådalen, kan jeg godt se os gentage på næste års festival. Men vi arbejder også på ikke at gentage os selv alt for meget. Derfor skal vi evaluere arrangementet med Aros, og hvis de er med på idéen, så kan jeg sagtens se, at vi laver nogle flere events med dem i kolonihaven,” siger John Fogde.
Stor lokal identitet
Igen i år har der været en høj grad af lokale samarbejdspartnere tilknyttet festivalen. Det kunne man både se og smage, hvis man gik rundt på festivalpladsen, hvor den ene aarhusianske madbod var opstillet efter den anden.
“Der er en utrolig høj kvalitet og kapacitet af mad samlet inden for Ringgaden i Aarhus. Og det lokale islæt betyder rigtig meget for os, når vi arrangerer Northside. I år har der været 41 madboder, hvor kun den københavnske restaurant Lêlê har klemt sig ind på VIP-området. Ellers er alt fra Aarhus og omegn,” forklarer Fogde, der i år for første gang ikke har kunnet melde udsolgt til dette års festival.
Ikke udsolgt
“Der er en enorm mængde arrangementer i Aarhus. AC/DC har lige spillet på Ceres Park, Mumford and Sons og ZZ Top skal også snart spille i Aarhus. Og så var der halvmaraton søndag,” forklarer talsmanden.
Men til trods for at festivalen ikke kunne melde alt udsolgt i år, føler festivalledelsen sig velsignet.
“Vi har været så privilegeret, at vi har haft udsolgt i de seneste år, så vi tager gerne denne her med. Sidste års regnvejr har måske afholdt nogle få stykker at købe billet i år - og igen - der er rigtig mange arrangementer, som foregår i Aarhus i denne her tid,” siger John Fogde og tilføjer:
“Vi havde også en udfordring med at skaffe nok frivillige blandt andet på grund af eksamener. Men det lykkedes i sidste ende,” siger talsmanden, som sammen med den øvrige festivalskomité skal evaluere Northside 2016 internt - såvel som med de mange frivillige og gæster, så næste års festival bliver endnu bedre.
Dato for Northside 2017
Knap nok har tømmermændene lagt sig, før festivalsglade mennesker igen kan begynde at glæde sig til flere unikke koncerter og oplevelser. For allerede mandag 20. juni går billetsalget i gang til næste års Northside.
“Til næste år kommer Northside til at løbe af stablen 9.- 11. juni i Ådalen,” siger John Fogde til Lokalavisen Aarhus.