Jobsøgende skal da også til julefrokost
Lokale butikker bidrog til a-kasses julefrokost for ledige
Bordet var fyldt med julegaver i a-kassen Krifas lokaler på Torvet i Hillerød forleden. De var doneret af lokale erhvervsdrivende og butikker, og de var til jobsøgende mennesker fra det meste af Nordsjælland.
Krifa inviterede nemlig til julefrokost for jobsøgere - mennesker som især i julen mærker fraværet af et kollegialt fællesskab:
"Alle taler i december om, hvor og hvordan julefrokosten gik på jobbet. Der kan man virkelig føle sig uden for som jobsøgende, og der vil vi som a-kasse gerne være en hjælp og stille et fællesskab til rådighed, der kan lytte, udfordre støtte og hjælpe. Det har mennesker, der er imellem to jobs, nemlig også brug for," udtaler Majbrit Nielsen, der er chef i Krifa Nordsjælland, i en pressemeddelelse.
Udover fællesskabet var der også en masse indhold på programmet. Der var inspiration til fagligt at skifte spor ved journalist Ulla Schade og nye betragtninger og værktøjer til at netværke og skabe gode relationer ved netværksmester Søren Mortensen.
Og så var der julefrokost. Efterfulgt af en stor portion pakker doneret af lokale erhvervsdrivende.
"Jeg bliver stolt på Hillerøds vegne af den villighed, der er til helt uselvisk at give jobsøgende anerkendelse i julen. I Krifa mener vi, at alle skal gå glade på arbejde, og jobsøgning er også et arbejde. Jeg er helt sikker på, at vi i Krifa sammen med et lokalt erhvervsliv har bidraget til god arbejdslyst i en særlig tid," udtaler Majbrit Nielsen.